I 2009 forlod Kleist KNR og etablerede produktionsselskabet Tumit Productions med producer Aka Hansen, og sammen producerede de spillefilmen Hinnarik Sinnattunilu ('Henriks drøm', Angajo Lennert-Sandgreen, 2009).
I 2011 debuterede han som instruktør og manuskriptforfatter med gyserfilmen Qaqqat Alanngui (Skygger i fjeldet), der slog alle hidtidige publikumsrekorder i Grønlands biografer. I 2014 udkom hans anden gyserfilm, Unnuap Taarnerpaaffiani ('Når mørket kommer'), der ligeledes blev en lokal succes. Hans tredje gyserfilm Alanngut Killinganni ('Kanten af skyggerne') havde premiere til Nuuk International Film Festival i 2022 og blev senere den første grønlandske spillefilm nomineret til Nordisk Råds Filmpris.
I 2024 havde Kleist grønlandsk premiere på sin fjerde gyserfilm, Inngili Qernertoq (Den sorte engel), hvor to par forsvinder i fjeldene ved Nuuk. Filmen adskiller sig fra Kleists øvrige ved at være fortalt i found footage-stil.
I 2013 modtog Tumit Productions den første udgave af den grønlandske filmpris Innersuaq for deres betydning for udviklingen af den grønlandske filmbranche både foran og bagved kameraet. Samme år forlod Aka Hansen selskabet, som Malik Kleist ejede frem til 2016, hvor han opløste Tumit Productions og startede sit eget selskab Imalik Film.
I 2025 blev det annonceret, at Naalakkersuisut har udpeget Kleist som det kommende grønlandske filminstituts første bestyrelsesforperson.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.