VOOZH about

URL: https://lex.dk/Hugo_Matthiessen

⇱ Hugo Matthiessen – Lex


Spring til hovedindholdet

Hugo Matthiessen

Faktaboks

Hugo Matthiessen
Født
19. december 1881
Død
9. december 1957

Hugo Matthiessen fotograferet i 1941 kort før sin 60-års-fødselsdag. Hugo Matthiessen var selv en dygtig og omhyggelig fotograf, der med sit glaspladekamera havde specialiseret sig i at fastholde detaljer og helheder i gamle danske købstadsmiljøer. Hans visuelle sans spores desuden mange steder i hans kulturhistoriske forfatterskab.

Det Kongelige Bibliotek.

Hugo Matthiessen var en dansk kulturhistoriker; mag.art. i historie i 1906, museumsinspektør ved Nationalmuseet 1914-1949. Med sit betydelige forfatterskab, der især udgøres af en række stilistisk og typografisk ensartede bøger fra årene 1910-1954, videreførte han den kulturhistoriske tradition fra Troels Lund og gav den sin personlige udformning.

Som tema kunne han vælge det oversete og tilsyneladende ubetydelige som fx livet om natten i danske købstæder før 1660. Det er især bylivet og kulturlandskabet i Danmark, der beskrives, men tidsmæssigt og tematisk kan man iagttage visse forskydninger i forfatterskabet gennem det halve århundrede, det strækker sig over.

Kronologisk begyndte Matthiessen sit forfatterskab i middelalder og renæssance og endte i 1700- og 1800-tallet. Hans første bøger handler om samfundets skyggesider og dets udstødte individer: Bøddel og Galgefugl (1910), Natten (1914) og De Kagstrøgne (1919), dvs. de prostituerede. Derpå fulgte en række studier over købstaden som "organisme", hvoraf de vigtigste er Torv og Hærstræde (1922) og Middelalderlige Byer (1927). De følgende år domineredes af topografiske skildringer fra Jylland: Hærvejen (1930), der er blevet den mest læste af hans bøger, Limfjorden (1936) med den karakteristiske undertitel "Fortoninger og Strejflys" og Den sorte Jyde (1939) om den jyske hede. Hertil slutter sig Det gamle Land (1942), som skildrer det sjællandske kulturlandskab før udskiftningen sidst i 1700-tallet.

Matthiessen ydede en pionerindsats som museumsmand ved 1913-1922 at gennemfotografere den gamle bebyggelse i 75 danske købstæder; siden 1987 har disse fotografier været under udgivelse i bogform.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image