Islands geologi

Island ligger på en del af Den Midtatlantiske Ryg, hvor vulkansk aktivitet har været særlig kraftig lige siden den begyndende opsplitning mellem den amerikanske og den europæiske lithosfæreplade. Øen er næsten symmetrisk opbygget omkring en aktiv vulkansk spredningszone, der strækker sig i nordøst-sydvestlig retning.

En østlig sidegren forløber fra den centrale del af Island til Vestmannaeyjar; en vestlig følger Reykjanes. Spredningen foregår med ca. 2 cm om året og ledsages af jordskælv, der dog kun undtagelsesvis medfører store ødelæggelser. Spredningen sker ved kraftig opsprækning og ved opstigning af smelter langs spredningszoner, der har flere vulkancentre, fx Hekla, Krafla og Askja. Spredningszonen har flere gange springvis skiftet plads, og med den også de vulkanske centre. I de mellemliggende områder findes sletter af basaltisk lava. Disse er dannet ved udbrud gennem sprækkesystemer, der står i forbindelse med centrene. Hovedparten af Island er opbygget af basaltiske lavaer, men en mindre del, ca. 10%, er sure og intermediære bjergarter (andesitter og rhyolitter). Hertil kommer 5-10% vulkanoklastiske bjergarter (tuffer, agglomerater) og sedimenter. De ældste lavabjergarter stammer fra begyndelsen af Miocæn for ca. 25 mio. år siden.

Klimaet var i begyndelsen af Miocæn en del varmere end nu, og i tørve- og søaflejringer findes rester af en varmekrævende flora. Gennem den sidste del af Tertiærtiden blev klimaet efterhånden koldere, og de første kendte gletsjeraflejringer er ca. 3 mio. år gamle. Siden har perioder med nedisning vekslet med mere isfri forhold. Under den seneste istid (Weichsel) var stort set hele Island dækket af gletsjere.

Ved vulkanudbrud under gletsjere dannes store mængder af smeltevand, der resulterer i voldsomme smeltevandsstrømme, såkaldte jøkelløb, der kan forårsage store ødelæggelser. I historisk tid har mindst fire subglaciale vulkaner været aktive, især Katla under Mýrdalsjökull, der senest havde udbrud i 1918, og Grímsvötn under landets største gletsjer, Vatnajökull, der senest havde udbrud i 1996. Den kraftige vulkanske aktivitet er baggrund for forekomsten af et stort antal varme kilder og gejsere.