VOOZH about

URL: https://lex.dk/Liverpool_FC

⇱ Liverpool FC - Engelsk fodboldklub - Lex


Spring til hovedindholdet

Liverpool FC

Liverpoolfans på endetribunen The Kop på Anfield. Af Kieran Mcmanus/Shutterstock/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Liverpool Football Club er en engelsk fodboldklub, der blev stiftet i 1892 i Liverpool. Klubben har hjemmebane på Anfield, der har plads til 61.276 tilskuere. Liverpool FC er en af verdens mest kendte og vindende klubber.

Faktaboks

Også kendt som

Liverpool Football Club, The Reds

Resultater

Liverpool FC's fotovæg, 2009.

Liverpool har vundet det engelske mesterskab 20 gange, senest i 2025, FA Cuppen otte gange, senest i 2022, og Liga-Cuppen ni gange, senest i 2022.

På europæisk plan har Liverpool FC vundet Europa Cup for mesterhold (fra 1993 kaldet Champions League) seks gange (1977, 1978, 1981, 1984, 2005 og 2019) og UEFA Cuppen tre gange (1973, 1976, 2001). Liverpool har vundet den Europæiske Supercup fire gange (1977, 2001, 2005 og 2019) samt VM for klubhold i 2019.

Historien

Fra dannelsen i 1892, som skyldtes interne stridigheder i Everton FC, gik der relativt kort tid, inden klubben for alvor fik succes med engelske mesterskaber i både 1901 og 1906 samt igen i 1922 og 1923, hvorefter man skulle helt frem til 1947 for at finde det næste mesterskab. Herefter gik det ned af bakke, og i 1954 rykkede Liverpool FC ned i den næstbedste række. I 1959 ansatte Liverpool en manager, der skulle få stor betydning for klubben, og som havde stor andel i at cementere Liverpool som den verdenskendte storklub, vi kender i dag.

Bill Shankly – den visionære manager

Bill Shankly tilskrives ordene "Nogle mennesker tror, ​​at fodbold er et spørgsmål om liv eller død. Jeg er meget skuffet over den indstilling. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget, meget vigtigere end det". Skilt ved One Call Stadium i Mansfield. Foto fra 2023.
Liverpool FC
Af Anna Gowthorpe/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Da skotten Bill Shankly (1913-1981) kom til Liverpool efter en trænerkarriere i bl.a. Huddersfield Town revolutionerede han klubben på alle planer. Han skilte sig af med en masse spillere og fik nye og bedre kræfter ind, han skabte et stærkt trænerteam, der mødtes i det legendariske "Boot Room", hvor spillestilen blev defineret, han fik forbedret både stadion og træningsanlæg, og Liverpool FC begyndte at spille i den klassiske røde spilledragt og adopterede You Will Never Walk Alone som klubhymne.

På banen begyndte Shanklys metoder også at bære frugt, og Liverpool FC rykkede op i den bedste række igen i 1962. Mesterskabet blev endelig vundet igen i 1964, 1966 og i 1974, og dertil kom to sejre i FA Cuppen samt en sejr i UEFA Cuppen i 1973. Blandt de store spillere i denne periode var Gerry Byrne (1938-2015), John Toshack (f. 1949), Ron Yeats (1937-2024), Emlyn Hughes (1947-2004), Ian St John (1938-2021), Roger Hunt (1938-2021) og Kevin Keegan.

Bob Paisley – den mest vindende manager

Alan Hansen, Kenny Dalglish og Graeme Souness med pokalen efter sejren i Europa Cuppen for Mesterhold i 1978.
Liverpool FC
Af Peter Robinson/PA Images/Ritzau Scanpix.

Keegan var stadig en vigtig spiller, da Bill Shankly valgte at stoppe som manager i 1974, hvor han overlod roret til assistenten Bob Paisley (1919-1996). Paisley var en mere rund type end den ofte diktatoriske og strenge Shankly, men han havde en stor taktisk indsigt. I ni sæsoner under Paisley vandt Liverpool hele 20 trofæer i den mest succesrige periode i klubbens historie. Det blev blandt andet til seks mesterskaber, tre sejre i Europa Cuppen for Mesterhold og en sejr i UEFA Cuppen. Paisley cementerede Liverpool som en europæisk storklub, og især den første sejr i Europa Cuppen for Mesterhold i 1977 vakte genklang. Her vandt Liverpool med 3-1 over Borussia Mönchengladbach. Men det var blot startskuddet, og Liverpool genvandt den fineste europæiske pokal igen i både 1978 og 1981. Bob Paisley valgte at stoppe i 1983.

Blandt de mange store spillere for Liverpool i denne periode var Terry McDermott (f. 1951), Graeme Souness (f. 1953), Alan Hansen (f. 1955), Phil Thompson (f. 1954), Alan Kennedy (f. 1954), Ray Clemence (1948-2020) og den nok største Liverpool FC-spiller nogensinde, Kenny Dalglish (f. 1951).

Fagan og Dalglish – triumfer og tragedier

Jan Mølby spillede i Liverpool fra 1984 til 1996 og vandt bl.a. tre engelske mesterskaber. Foto fra 1993.
Jan Mølby
Af Mary Evans/Allstar Picture Library/Ritzau Scanpix.

Efter at Bob Paisley havde taget sin afsked, ansatte Liverpool igen en af trænerne fra The Boot Room, nemlig den hidtidige assistent Joe Fagan (1921-2001). Den første sæson under Joe Fagan var en enorm succes, hvor både mesterskab og Liga Cuppen blev vundet foruden Europa Cuppen for Mesterhold. I sidstnævnte finale blev AS Roma besejret efter straffesparkskonkurrence. I 1985 var Liverpool atter i den største europæiske finale, denne gang mod Juventus. Kampen, der blev spillet på Heysel stadion i Bruxelles, er en af de største tragedier i fodboldens verden. Et hegn og en mur væltede under pres fra Liverpools fans, og 39 tilskuere, hovedsageligt Juventus-fans, døde. Liverpool (og engelske hold) blev efterfølgende udelukket fra de europæiske turneringer i fem år. Fagan havde, allerede inden den tragiske finale, annonceret sit stop som manager, og efterfølgeren var den spillende manager og Liverpool-legende Kenny Dalglish.

Under skotten Dalglish vandt Liverpool yderligere tre mesterskaber og to gange FA Cuppen. På Dalglish-holdet, der spillede fremragende fodbold, var store Liverpoolstjerner som den walisiske angriber Ian Rush (f. 1961), den danske midtbanetekniker Jan Mølby (f. 1963), den hårde hund Steve McMahorn (f. 1961) og den elegante John Barnes (f. 1963). Men i 1989 ramte tragedien igen Liverpool, da klubben spillede FA Cup-semifinale på Hillsborough i Sheffield imod Nottingham Forest. I alt 97 mistede livet i Hillsborough-katastrofen, da politiet samlede alt for mange fans på ståtribunen Leppings Lane, og fans blev mast imod hegnet omkring banen. Kenny Dalglish stoppede som træner i 1991 efter stor sportslig succes, men præget af Hillsborough-tragedien. Herefter skulle der gå mange år, inden klubben fik de pokaler igen, som Shankly, Paisley, Fagan og Dalglish havde vænnet klubbens tilhængere til.

De mange år uden det engelske mesterskab

Den næste manager, der skulle prøve at løfte Liverpool tilbage til toppen, var den tidligere midtbanespiller Graeme Souness, men det blev blot til en enkelt sejr i FA Cup-finalen i 1992. Bedre blev det ikke under den næste manager Roy Evans (f. 1948), mens den efterfølgende franske manager Gerard Houllier (1947-2020) var en større succes, især da man i 2001 vandt både FA Cuppen, Liga Cuppen og UEFA Cuppen, men det engelske mesterskab var stadig ikke vundet siden 1990.

Spanieren Rafael Benitez (f. 1960) overtog Liverpool i 2004, og hans største triumf var sejren i Champions League-finalen mod AC Milan i Istanbul i 2005, hvor man efter at have været bagud med 3-0 vendte kampen til 3-3 og vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence. Men mesterskabet kom hverken i hus under Houllier eller under de efterfølgende managers Roy Hodgson (f. 1947), Kenny Dalglish (igen) eller Brendan Rodgers (f. 1973), selvom det flere gange var tæt på.

Blandt de prominente spillere i denne periode var anføreren og klublegenden Steve Gerrard, angriberne Robbie Fowler (f. 1975), Michael Owen (f. 1979) og Luis Suarez (f. 1987) og forsvarsspilleren Jamie Carragher (f. 1978).

Jürgen Klopp – endelig endnu et mesterskab

Jürgen Klopp får en lufttur efter sejren i Champions League i 2019.
Jürgen Klopp
Af Bpi/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

I 2015 ansatte Liverpool FC den tyske træner Jürgen Klopp (f. 1967), der kom fra store triumfer med Borussia Dortmund. Han havde en klar spillestil med sig, og i den første sæson kom Liverpool i finalen i både Liga Cuppen og UEFA Cuppen, men tabte dog begge kampe. I 2019 blev Liverpool nummer to i ligaen og vandt Champions League efter en sejr på 2-0 over Tottenham. Og i 2020 vandt Liverpool FC endelig det engelske mesterskab igen efter 30 års venten. Det var en enorm forløsning for klubben og et mesterskab, der sikrede Jürgen Klopp legendestatus i klubben. Den populære tysker stoppede i Liverpool FC i 2024, og i hans efterfølgers Arne Slots (f. 1978) første sæson vandt klubben igen mesterskabet.

Blandt mange store spillere i Klopp-æraen kan nævnes den egyptiske angriber Mohammed Salah, den lokale back Trent Alexander-Arnold (f. 1998), angriberen Sadio Mané (f. 1992) og forsvarsgeneralen Virgil van Dijk (f. 1991).

Danskere i Liverpool FC

Klubben har haft en række danskere i truppen, heriblandt Jan Mølby i årene 1984-1996, Torben Piechnik (f. 1963) i årene 1992-1994, Daniel Agger i årene 2006-2014 og Christian Poulsen fra 2010 til 2011.

Anfield

Liverpool FC's stadion er et at de mest berømte i verden og har en kapacitet på 61.276 tilskuere. Den ene endetribune, The Kop, er en af verdens mest kendte tribuner. Ellers er historien tydelig på Anfield med Sir Kenny Dalglish Stand samt Shankly Gates og Paisley Square.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image