Mary Astell

Mary Astell skabte sin metafysik som en beretning om Gud og hans skabelse. Hun var dualist og fastholdt, at de to entiteter sind og krop eksisterer i forskellige grader af endelighed og forgængelighed. Gud er det uendelige og uforgængelige sind, menneskelige sind og kropslige partikler er begrænsede og naturligt forgængelige værender. Ligeledes er menneskelige kroppe og fysiske objekter også naturligt forgængelige værender.

I sit mest fyldestgørende værk The Christian Religion, As Profess'd by a Daughter of the Church of England, 1705 ('Den kristne religion, som belært af en datter af Den Engelske Kirke') fremlagde hun sit syn på kristendommen, samtidig med at hun fortsatte med at argumentere imod sit køns formodede naturlige mindreværd. Det gjorde hun ved at argumentere for, at kristendommen er en rationel religion, og eftersom kvinder er i stand til at tænke rationelt, kan de også forstå kristendommen.

Astell mente, at kvinder skulle tage Descartes' "klare og distinkte ideer" til sig som tegn på sandhed og sikkerhed. I lighed med den kartesianske rationalisme mente hun, at al viden skulle baseres på fornuften og ikke sanserne. Som dualist opmuntrede hun kvinder til at betragte deres sjæl som en tænkende ting adskilt fra kroppen og i stand til at beherske kropslige fornemmelser og lidenskaber.

I 1693 indledte hun en korrespondance med filosoffen John Norris om hans tilegnelse af Nicolas Malebranches metafysiske og moralske ideer. Korrespondancen er udgivet som Letters Concerning the Love of God, 1695 ('Breve omhandlende Guds kærlighed').

• dualisme
• feminisme
• rationalisme
• Descartes, René