Wilhelm Johannsen

Wilhelm Johannsen var en dansk plantefysiolog og arvelighedsforsker, en af pionererne inden for arvelighedslæren og ophavsmand til betegnelsen gen om arveanlæg.

Han var uddannet farmaceut og arbejdede de første kandidatår ved Carlsberg Laboratorium. I 1902 fik han ansættelse som lektor i plantefysiologi ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og blev året efter professor samme sted. Fra 1905 virkede han som professor ved Københavns Universitet.

Wilhelm Johannsen opnåede sine første betydningsfulde resultater inden for plantefysiologien under studiet af hviletilstanden hos frø, knopper og knolde. Han påviste, at denne kunne afbrydes med bedøvende midler som diethylether (æter) og kloroform; metoden fik i en årrække stor praktisk betydning under drivning i gartneriet.

Det var dog som arvelighedsforsker, at Wilhelm Johannsen opnåede international berømmelse. Hans første vigtige bidrag, Om Arvelighed i Samfund og i rene Linier (1903), var et partsindlæg mod, hvad han opfattede som den daværende darwinismes misbrug af genetisk forskning; især personificeret af Charles Darwins fætter Francis Galton, som i de smukke normalfordelte kurver, han fandt, når han målte størrelsen af forskellige karaktertræk i naturlige populationer, så et bevis på en gradvis genetisk variation: råstoffet for den naturlige selektion. Wilhelm Johannsen fandt en tilsvarende fordeling inden for såkaldt rene linjer af prinsessebønner, dvs. blandt individer, som genetisk er fuldstændig ens, og et udvalg havde ingen effekt. Konklusionen var, at selektionen ikke virkede på et rent genetisk materiale, og at en evt. effekt skyldtes et blandet (urent) materiale. Hvis de forskellige typer blev isoleret, ophørte selektionens virkning. Selektionen frembringer altså intet nyt, den sorterer blot. Johannsen blev på det grundlag en indædt modstander af Darwins selektionsteori og en varm tilhænger af de Vries' mutationsteori. I dag ved man, at selektion kombineret med mutationer kan frembringe ny variation.

Ovennævnte arbejde står alligevel som en varig klassiker i den genetiske litteratur pga. en begrebsmæssig skelnen, som Wilhelm Johannsen tilvejebragte. På den ene side findes noget, man umiddelbart kan se og måle: fremtoningspræget eller fænotypen, som kan påvirkes af de ydre kår. På den anden side findes de typiske indre forhold, som fx betinger, at forskellige rene linjer har forskelligt udseende. Dette kaldte han anlægspræget eller genotypen. Begge termer bruges i dag overalt inden for de biologiske videnskaber.

Wilhelm Johannsen samlede sine idéer og eksperimenter i det klassiske hovedværk Elemente der exakten Erblichkeitslehre (1909). Heri indførtes betegnelsen gen som betegnelse for et arveanlæg. Navnet blev valgt som reaktion mod det da anvendte ord pan-gen, der var inspireret af Darwins teori om pangenesis, ifølge hvilken arveanlæg er mobile, partikulære enheder. For Wilhelm Johannsen derimod var genet et begreb, en praktisk regneenhed, der absolut ikke havde nogen form for konkret struktur. Fænotypen er det synlige udtryk for en underliggende utilgængelig essens. I dag ved vi, at genotypen i høj grad er materiel, men der ligger den sandhed i Wilhelm Johannsens distinktion, at genotypen består af DNA, som forbliver i kernen, og at kroppen, fænotypen, består af proteiner.

Wilhelm Johannsen var i øvrigt yderst bredt orienteret inden for biologien, hvilket bl.a. fremgår af Træk af de biologiske Videnskabers Udvikling i det nittende Aarhundrede (1922).