William Harvey

William Harvey blev født den 1. april 1578 i Folkestone i Kent i det sydøstlige England. Hans Far Thomas Harvey var oprindeligt fårehyrde, men forpagtede også det lokale postkontor i Folkestone. Det sidste var en god indtægtskilde, da posthuset lå på vejen mellem de store handelshuse i London og havnen i Dover. Både landbrug og tekstilfabrikation var inde i en periode med mærkbar fremgang og stigende eksport. Mange varer og rejsende passerede derfor posthuset i Folkestone. I 1585 blev Thomas Harvey borgmester i byen. William Harvey voksede således op i borgerskabets socialt trygge kår, men uden at høre til samfundets mest privilegerede klasse.

Thomas Harvey (1546-1623) havde i 1575 giftet sig med Juliane Jenkin, der var datter til hans kompagnon. Hun døde allerede året efter i barselssengen. Herefter giftede han sig med sin afdøde kones kusine Joan Jenkin (1555-1605). William Harvey fik også en søster Sarah, der døde som 11-årig og syv brødre, hvoraf de fem som voksne blev beskæftigede med opdræt og salg af kalkuner.

William Harveys far besluttede, at hans ældste søn skulle gå i skole og studere. Harvey blev først undervist på en privatskole i Folkestone, Mr Johnsons School. Herefter gik han i 1588 til optagelsesprøve på latinskolen Kings School Canterbury, et gratis skoletilbud for velbegavede børn fra de lavere samfundsklasser.

På Kings School Canterbury udmærkede Harvey sig med sine færdigheder i latin og sit kendskab til Virgils og Horats' forfatterskab, og han blev tildelt et stipendiat, der gav adgang til Cambridge University. I 1593 blev han indskrevet ved Caius College, hvis grundlægger var lægen Dr. John Kaye (Caius) (1510-1573), der havde studeret anatomi i Padova sammen med den berømte anatom Andreas Vesalius. Kaye introducerede studiet af anatomi ved brug af menneskelige kadavere i England og skrev ligeledes om epidemierne af engelsk sved. Derudover var Kaye livlæge for Edward 6. og Elizabeth 1.

Kaye kan muligvis have inspireret Harvey til at rejse til Italien og studere anatomi. De første tre år i Cambridge studerede Harvey logik, retorik, poesi, musik, aritmetik, geometri og astronomi. I 1597 blev han Bachelor of Arts. Der er ingen oplysninger om årene 1597-1599, hvor han angiveligt studerede medicin, og nogle historikere mener, at han muligvis holdt pause i de år og reelt ikke studerede.

I oktober 1599 forlod Harvey universitetet i Cambridge og begav sig på rejse til Italien. I januar 1600 ankom han til Padova, hvor han lod sig indskrive ved universitetet. Harveys studieår i Italien var formative år i hans liv, og de fik afgørende betydning for hans videnskabelige opdagelser og karriere. Her mødte han Girolamo Fabrizio d'Aquapendente (1537-1619), som underviste ham, og han læste bøger af Realdo Colombo (1516-1559), hvis værker inspirerede ham og fik indflydelse på hans kredsløbsfysiologiske studier.

Universitetet i Padova var grundlagt ca. 1222 som en udlægger fra universitetet i Bologna, der var Europas ældste universitet fra 1088. I 1399 kom Padova under republikken Venezias herredømme. Det betød, at universitetet ikke længere hørte under paven, og der opstod som følge af det et naturvidenskabeligt frisind, der ikke i samme grad som tidligere anså teologien, som den overordnede videnskab, som andre videnskaber skulle tilpasses. Man optog desuden jødiske og protestantiske studerende i rigt mål. Padova var således sammen med Bologna et epicenter i renæssancens videnskabelige revolution.

I 1602 rejste Harvey tilbage til England og begyndte at arbejde som læge i London. Tre arbejdspladser kom til at danne platform i hans arbejde og karriere som læge: The College of Physicians, Saint Batholemews Hospital og Det Kongelige Hof.

Arbejdet i College of Physicians omfattede undervisning af læger og medicinstuderende i anatomi. Fra 1613 blev Harvey tillige "Censor", hvilket indebar tilsyn med apotekere og praktiserende læger. Han kom i den forbindelse også i strid med kirurgerne, der var håndværksuddannede barberer, da han ønskede at deres fag og udøvelsen af kirurgiske indgreb kom under et skærpet lægeligt tilsyn. I 1629 blev han også selskabets kasserer ("treasurer"). I 1651 afslog han tilbuddet om at blive "President" på grund af sit dårlige helbred.

Harvey arbejdede som læge ved Saint Bartholemews Hospital 1609-1639. Det var oprindeligt et kloster, der efter reformationen var blevet et sekulært "hospital". Set med nutidens øjne var stedet nok mere sammenligneligt med et plejehjem, hospice eller herberg. Syge og underernærede borgere, der boede på gaden, eller ikke kunne klare sig i deres eget hjem, eller ikke havde familie, der kunne hjælpe dem, blev bragt ind på ophold. Hospitalet havde en stor sal eller opholdsrum med senge og halm på gulvet. For enden var der et skrivebord til lægen, hvor han kunne skrive recepter. Udover plejepersonale bestod staben af tre kirurger, en apoteker og en "hospitaller", der var ansvarlig for plejen.

Harvey blev i 1618 tilknyttet det engelske hof som personlig læge for James den 1. Udover ham selv var der også nogle få andre andre læger ansat ved hoffet. Fra 1631-1649 var han personlig læge for Charles den 1. Det udviklede sig til et venskab. Han fulgte kongen på jagt og dissikerede i den anledning mange af de dyr, der blev nedlagt som jagtbytte, og indviede kongen i sine anatomiske studier.

Under den engelske borgerkrig fulgte han Charles den 1. på slagmarken og til Oxford, da han måtte flygte fra London. Han var dybt berørt da Charles den 1. i 1649 blev henrettet. Under borgerkrigen blev Harveys hjem plyndret og hans personlige ejendele inklusive hans bibliotek og museum blev ødelagt.

William Harvey giftede sig i 1604 med Elizabeth Browne (ca. 1579 – 1646). Ægteskabet var barnløst. Der er ikke mange oplysninger om forholdet mellem de to ægtefolk. Et sted oplyses det, at de havde en fælles interesse for dyr og havde glæde af en papegøje, som Elizabeth tog med sig ind i ægteskabet.

Harvey havde et nært forhold til sine brødre, som boede tæt på ham i London. I 1623 da faren blev enkemand flyttede han også til London. Harvey dyrkede sammen med sin bror Eliab en interesse for kaffe og var med til at udbrede kendskabet til denne drik inden det første Coffee House åbnede i London i 1652.

Harvey fandt hovedparten af sine langvarige venskaber enten i The Royal College of Physicians eller ved hoffet. Lægerne dr. Argent, Edmund Smith og Charles Scarburgh var blandt hans nære venner. Dr. Argent omtalte han som "my very dear friend" og der er skrevet en dedikation til ham i afhandlingen om kredsløbet.

Længe før Harvey publicerede sin afhandling om legemskredsløbet, havde spanieren Miguel Serveto (Michael Servetus) hævdet eksistensen af et kredsløb mellem hjerte og lunger. Han anså det for usandsynligt, at det blod, der fra højre hjertehalvdel blev ført til lungerne via lungepulsårene, blev omdannet til luft i lungerne, der via lungevenerne sendte luften videre til venstre hjertehalvdel. Han mente, at det forblev blod under hele transporten.

Serveto havde studeret medicin og jura i Paris, men var også interesseret i teologiske spørgsmål. Hans teori om lungekredsløbet blev publiceret som et appendix i hans stærkt antikatolske skrift De trinitatis Erronibus fra 1531, hvor han bl.a. stillede spørgsmål ved dogmet om Treenigheden.

Serveto rejste til det protestantiske Geneve, hvor han troede, der var religiøs tolerance, men byens religiøse leder Johan Calvin så ikke med milde øjne på udgivelsen af De trinitatis erronibus og lod ham i 1553 brænde levende på bålet. Forinden havde Serveto fået sendt 500 eksemplarer af sin bog til en boghandler i Frankfurt og et tilsvarende antal til en boghandler i Lyon. Det er almindeligt antaget, at nogle af bøgerne fandt deres vej til Italien og universitetet i Padova, selvom ingen af samtidens læger eller Harvey nævner det. Måske fordi de var bange for at blive mistænkt for at dele Servetos religiøse synspunkter. Serveto er også kendt under sit franske navn Michel Servet.

Girolamo Fabrizio d'Aquapendente (Hieronymus Fabricius ab Aquapendente) (1533-1619) var professor i anatomi i Padova, mens Harvey opholdt sig der. Han udøvede en umiskendelig indflydelse på den unge Harvey med sin undervisning og sin afhandling om veneklapperne De venarum ostiolis ('Om venernes små døre') fra 1574. Veneklapperne var beskrevet tidligere i 1547 af professor i Paris Jacob Sylvius (1478-1555), men Fabrizios beskrivelse var mere detaljeret, og han forsøgte ligeledes at komme med forklaringer på deres funktion.

Realdo Colombo (Realdus Columbus) (ca. 1515-1559), der i 1544 i et års tid havde afløst Andreas Vesalius som professor i anatomi og kirurgi i Padova, efterlod sig en anatomibog i 15 bind De re anatomica, som hans børn udgav efter hans død. Bogen som fandtes i universitetets bibliotek rummede den første anatomiske beskrivelse af de fire hjerteklapper mellem hhv. højre og venstre forkammer og hjertekammer, samt højre hjertekammer og lungepulsåren (arteria pulmonalis) og venstre hjertekammer og hovedpulsåren (aorta). Colombo beskrev ligeledes lungekredsløbet, som var det hans egen opdagelse, men mange mener, at han må have skrevet af efter Serveto.

Andrea Cesapino (1519-1603) der var professor i medicin i Pisa 1567-1592 havde undret sig over den observation, at venerne i underarmen og håndryggen svulmede op, når et åreladningsbind blev bundet stramt om albueleddet, på samme måde som når vi dag binder en staseslange det samme sted for at tage en blodprøve. Hvis blodet i venerne kontinuerligt bevægede sig fra hjertet mod periferien, så burde venerne i området over åreladningsbindet, i overarmen og skulderen svulme op. Der måtte altså foregå en transport af blod i venerne tilbage i retning af hjertet, som blev blokeret. Mange tusinder af både læger og patienter må i århundrederne forud have gjort den samme simple observation, når der skulle foretages en åreladning, men uden at undre sig.

Harvey havde under vivisektioner gjort iagttagelser af hjertets sammentrækning, følt på det og mærket, at det føltes hårdere, end når det var afslappet. Derudover bemærkede han, at man samtidig med sammentrækningen kunne se, at pulsårene udvidede sig og mærke pulsen. Han mente, at det måtte hænge sammen med, at hjertet ved sin sammentrækning pressede en trykbølge af blod ud i pulsårene.

Ved at binde et åreladningsbind stramt om albueleddet kunne Harvey konstatere, at pulsen i håndleddet blev svagere, fordi der flød mindre blod i arterierne (pulsårene) og venerne i underarmen og på håndryggen svulmede op, fordi blodstrømmen tilbage i retning mod hjertet blev blokeret i lighed med Cesalpinos observation. Harvey modbeviste teorien om, at der blev transporteret luft fra lunger til hjertet gennem lungevenerne ved at udtage en hjerte-lunge-blok fra obduktioner og puste luft ind i luftrøret med en blæsebælg. Han kunne se lungerne udvidede sig, men ikke mærke noget luft strømme ud af lungevenerne. Det samme forsøg var i øvrigt udført tidligere af Leonardo Da Vinci.

Når blodstrømmen i venerne blev blokeret ved brug af et stramt bundet åreladningsbind og venerne i underarmen blev blodfyldte og opsvulmede, så kunne veneklapperne ses igennem huden, og når Harvey strøg blodet med en finger langs med venen kunne han forskyde det i opadgående retning, så venen svulmede yderligere op i segmentet over klappen. På den måde blev det tydeligt, at veneklappernes funktion var at facilitere blodstrømmen tilbage i retning mod hjertet og ikke omvendt at skubbe blodet fra hjertet ud mod periferien, som Fabrizio d'Aquapendente havde troet.

I forbindelse med dissektioner havde Harvey beregnet rumfanget af hjertets kamre til 2 oumces af blod, antog man en puls på 65 i minuttet, så betød det et minutvolumen (den mængde blod hjertet udpumper per minut) på 8 pund (ca. 4 liter). Det kom tæt på de 5 liter, som der typisk angives i moderne lærebøger i fysiologi. Udregner man slagvolumet for et helt døgn, så bliver det adskillige tusinde liter. Det stemte dårligt overens med Galens teori om, at blodet kontinuerligt bevæger sig fra centrum (hjertet) mod periferien og omdannes til varme og bevægelse i musklerne, og at blodet dannes kontinuerligt i leveren ud fra den føde, man indtager. Da man i så fald skal kunne forklare hvordan de 2-3 kg (2-3 liter) føde, man typisk indtager i løbet af et døgn, kan blive til flere tusind liter blod. Det gav mere mening at antage, at det samme blodvolumen cirkulerede i et kredsløb – blev pumpet ud med hjertets sammentrækning og vendte tilbage til hjertet igen, for at blive udpumpet igen osv.

Den bedste modtagelse fik teorien i Holland af anatomerne ved universitetet i Leiden. Johannes Walæus (1604-1649) og Franciscus de la Boë Sylvius (1614-1672) gik ind for teorien om kredsløbet. I Danmark erklærede lægen Ole Worm, at kredsløbet var "utænkeligt". Thomas Bartholin var positiv men forsigtig. I sin lærebog i anatomi, omtales teorien om kredsløbet i et appendix til bogen og ikke i selve brødteksten.