akkadisk

Akkadisk er et semitisk sprog, der blev talt i oldtidens Mesopotamien. Der kendes to hoveddialekter, assyrisk og babylonisk. Næst efter sumerisk og egyptisk er akkadisk det ældste kendte sprog i verden; de tidligste vidnesbyrd stammer fra ca. 2600 f.v.t. Næsten alle tekster på sproget er skrevet med kileskrift, hovedsagelig på lertavler.

Akkadisk fortrængte langsomt sumerisk og var efter ca. 2000 f.v.t. enerådende som Mesopotamiens talesprog. I tiden mellem 1600 og 1200 f.v.t. var akkadisk det internationalt anerkendte diplomatiske sprog, som selv egypterne, der ellers var forbeholdende overfor alt fremmed, brugte i deres korrespondance med oldtidens øvrige stormagter.

Akkadisk blev efter ca. 700 f.v.t. gradvis fortrængt af aramæisk, men levede dog videre i de følgende århundreder som et traditionelt videnskabeligt og litterært skolesprog med en enorm kulturel prestige. De seneste kendte tekster på akkadisk er skrevet så sent som i 100-tallet e.v.t. Både sproget og kileskriften blev totalt glemt efter ca. 200 e.v.t. og først genopdaget og tydet i 1850'erne.

Slægtskab og dialekter

Akkadisk tilhører den semitiske sprogfamilie inden for den afroasiatiske sprogæt og er som sådan forholdsvis nært beslægtet med hebraisk og arabisk. Sumerisk er derimod et helt ubeslægtet sprog.

De to hoveddialekter, babylonisk og assyrisk, var nogenlunde lige så forskellige som dansk og svensk i dag, og forskellen ligger overvejende i udtalen. Bl.a. blev babylonisk sh i assyrisk udtalt som s, og lt og sht som ss, og kort a blev omlydt efter vokalen i næste stavelse. Babylonisk altawi 'jeg omringede' lyder derfor på assyrisk assivi.

Lydlig og grammatisk struktur

Akkadisk har samme grundlæggende struktur som de øvrige semitiske sprog; især ligner det klassisk arabisk. Det adskiller sig dog fra de øvrige semitiske sprog i flere henseender: De karakteristiske semitiske strube- og svælglyde samt j forsvandt næsten efter ca. 2000 f.v.t. Efter 1600 forsvandt også w.

Grammatisk udmærker akkadisk sig ved at have en dativform af de personlige pronominer, særlige verbalformer for den afsluttede handling og den stadige gentagelse samt en nutidsform med fordobling af 2. rodkonsonant (fx iparras 'han adskiller'), hvilket ellers kun kendes fra etiopisk. Denne form for fordobling kendes også fra ikke-semitiske afroasiatiske sprog, berberisk og det kushitiske sprog bedja. Ordstillingen i akkadisk er speciel ved, at verbet kommer til sidst i sætningen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.