baser

Baser, tidligere betegnelsen for kemiske forbindelser, der i vand afgiver hydroxidioner og dermed giver anledning til en basisk reaktion (pH større end 7). Nu defineres en base sædvanligvis, efter forslag af bl.a. den danske kemiker J.N. Brønsted (1923), som et molekyle eller en ion, der kan modtage én eller flere protoner (brintioner) fra en syre. Dette er en noget bredere definition, og den er ikke begrænset til vand som opløsningsmiddel. Vand indtager dog stadig en betydningsfuld rolle i syre-base-teorien. At et stof kan forene sig med en proton og dermed optræde som base, skyldes tilstedeværelsen af et ledigt elektronpar, til hvilket protonen kan bindes. En base kan således også, som foreslået af den amerikanske kemiker G.N. Lewis, defineres som en elektronpardonor.

Nogle af de vigtigste baser er ammoniak samt hydroxiderne af natrium, kalium, calcium og barium. Disse hydroxider er alle adskilt i metalioner og hydroxidioner i vandig opløsning (fuldstændigt dissocieret) og betegnes derfor stærke baser. Karakteristisk er deres reaktion med syrer, som, hvis der anvendes en ækvivalent mængde stærk syre, fører til neutralisation (pH = 7). I modsætning hertil giver ammoniak kun anledning til dannelsen af en beskeden mængde hydroxidioner ved opløsning i vand og kaldes derfor en svag base.

Reaktionen mellem baser og syrer benyttes i titreranalysen til kvantitativ bestemmelse af en opløsnings indhold af base eller syre. Metaloxider har ligeledes baseegenskaber, men kan også opfattes som baseanhydrider, idet oxider ved reaktion med vand danner hydroxider. Se også syre-base-teori.