eksistentialisme

Eksistentialisme er omtrent det samme som eksistensfilosofi. Ordet bruges ofte til at betegne en mere populær ideologi eller livsanskuelse, der bygger på eksistensfilosofien.

Begrebet er især blevet præget af J.-P. Sartre, hvis filosofi i tiden umiddelbart efter 2. Verdenskrig blev et modefænomen; den påvirkede litteratur, teater og film og kom til udtryk i en særlig livsstil blandt yngre intellektuelle. "Eksistentialisterne" frekventerede caféer og jazzklubber; i overensstemmelse med Sartres teorier anså de verden for meningsløs (absurd), og de reagerede på dette med alvorsfulde miner og en heroisk-patetisk selvforståelse.

Ifølge eksistentialismen er hvert enkelt menneske ansvarligt for hele resten af menneskeheden. Sartres påstand, at mennesket realiserer sig selv gennem sine handlinger, blev omsat i et konkret venstreorienteret politisk engagement.

I eksistentialismens storhedstid i 1940'erne og 1950'erne var Sartre og Simone de Beauvoir blandt dem, der tegnede retningen, foruden Albert Camus, om end han frabad sig at blive kaldt "eksistentialist".

Fra Paris bredte strømningen sig til det meste af Europa. I Danmark var bl.a. kredsen omkring tidsskriftet Heretica tydeligt påvirket af eksistentialismen. Det samme kan siges om det absurde teater (Beckett, Ionesco) og den ny bølge i fransk film omkring 1960 (Alain Resnais og Louis Malle); i mange tilfælde var der dog næppe tale om nogen direkte påvirkning fra Sartres filosofi, men snarere om uafhængige udtryk for en fælles eksistentialistisk tidsånd.