forbening

Ved dannelse af knogler sker der en naturlig forkalkningsproces. I det tidlige fosterstadium forekommer der ikke knoglevæv eller andre forkalkninger. Skelettet kan dannes direkte ud fra embryonalt bindevæv, der senere mineraliseres, hvilket kaldes intramembranøs forbening (ossifikation). Det gælder for de flade kranieknogler, kæben og kravebenet. Fosterets bruskvæv kan danne rammen for den senere mineralisering og forkalkning, hvilket kaldes endochondral forbening. Langt de fleste knogler udvikles endochondralt, altså fra bruskvæv.

Processerne begynder i ottende graviditetsuge, men der er store variationer i de forskellige dele af skelettet med hensyn til, hvornår forbeningen begynder og hvor længe den varer.

I løbet af skelettets vækst og udvikling kan der forekomme forkalkningsforstyrrelser. For at aflejringen af kalk i skelettet skal udvikle sig normalt, er det nødvendigt med D-vitamin. Hvis børn ikke får nok D-vitamin i perioder, hvor der bliver aflejret meget kalk i et skelet i vækst, kan væksten forstyrres. Knoglerne bliver bløde og bøjer sig for kropsvægten (rakitis), hvilket giver klassisk hjulbenethed (varus).

Når man til daglig taler om forkalkninger, tænker man på en unaturlig forkalkning i bløddele, der er enten skadede, betændte eller inficerede. Forkalkning findes i led med slidgigt (artrose) og i sener, fx i skuldersenen (supraspinatus) og kan føre til smertefulde tilstande. Tuberkulose kan give forkalkninger i lungerne.

• skelet
• artrose
• knogler