skelet

Skelettet gør mennesket i stand til at stå oprejst og udføre en række funktioner og aktiviteter. Derudover tjener skelettet til mekanisk beskyttelse af sårbare organer, navnlig hjerne og rygmarv. Det er desuden fæste for skelettets ligamenter og muskulatur. Skalettet er det menneskets vigtigste lager af kalciumsalte. I knoglernes indre (knoglemarven) produceres de røde og hvide blodlegemer.

Skelettet hos en gennemsnitligt bygget mand vejer omtrent 10–12 kilo (inklusiv brusk, knoglemarv og vandindhold), mens skelettet hos en gennemsnitligt bygget kvinde vejer omkring 7–8 kilo. Skelettet repræsenterer 10–20 procent af kropsvægten, hos mænd relativt mere end hos kvinder. Med alderen reduceres vægten af skelettet gerne noget – mere hos kvinder end hos mænd.

Hos mennesket består skelettet af knoglevæv, som i alt danner 206 enkeltknogler. Der findes dog normalvarianter, såkaldte accessoriske ("ekstra") knogler.

Skelettet kan opdeles i:

• hovedets skelet, 29 knogler
• rygsøjlen, 24 knogler
• ribbenene, 24 knogler
• brystbenet, én knogle
• bækkenet, 4 knogler
• armene, 64 knogler
• benene, 60 knogler

Dertil kommer et variabelt antal sesamknogler.

Skelettet udvikles i fosterlivet fra det midterste kimlag (mesoderm). Det begynder ved, at mesodermale celler ændrer karakter og samler sig parvis i grupper på hver side af fosterets rygstreng (notochord) eller "midtakse" ved begyndelsen af fjerde fosteruge. De første par dannes i halsregionen, og snart har der udviklet sig omtrent 35 par fra halsen og nedad. Det er den inderste/mediale del af hver cellegruppe, der giver ophav til skelettet, mens de ydre dele danner muskulatur og bindevæv.

Størstedelen af skelettet er på fosterstadiet dannet af hyalin brusk, som gradvist omdannes til knogle i løbet af barne- og ungdomsårene. Væksten sker både ved direkte eller desmal forbening (knogle, der dannes direkte af bindevæv) og ved den mere almindelige indirekte eller kondrale forbening (knogledannelsen må først gå vejen om brusk).

I tiden frem til puberteten kan der ikke ses tydelige morfologiske kønsforskelle (dimorfisme) mellem skeletterne hos drenge og piger. I voksenalder er mandens skelet som regel tungere og med mere markerede muskelfæster end kvindens skelet. Med alderen vil skeletvægten aftage ved svind, forholdsvis mere hos kvinder end hos mænd.

Skelettets vækst styres af hormoner fra hypofysen, men påvirkes også af andre faktorer, herunder den belastning skelettet udsættes for.

Ikke altid kan kønnet bestemmes ud fra én skeletdel, men nogle træk kan være retningsgivende:

• hos manden er kraniet normalt større og tungere end hos kvinden,
• hos manden er kraniets glabella og øjenbrynsbuerne som regel kraftigere udviklet og mere fremstående end hos kvinden,
• hos manden er kanterne på øjenhulen (orbita) mere afrundet, hos kvinden skarpere,
• hos manden er muskelfæsterne på rørknoglerne normalt kraftigere udviklet end hos kvinden,
• hos manden er bækkenets incisura ischiadica major dybere og smallere end hos kvinden (bred og åben),
• hos manden er kønsbenet (os pubis) relativt kortere end hos kvinden,
• hos manden er den nedre vinkel mellem kønsbenene (angulus supubicus) på hver side smallere (<90°) end hos kvinden (>90°),
• hos manden er bækkenets foramen obturatum større og mere ovalt end hos kvinden (mindre og trekantet).

Grundstammen i skelettet er rygsøjlen, der sammen med kraniet, ribbenene og et evt. brystben udgør den stamme, det såkaldt aksiale skelet, hvortil lemmeskelettet, det appendiculære skelet, er forankret.

Den oprejste stilling har fremkaldt en karakteristisk S-formet krumning af hvirvelsøjlen, hvorved legemets tyngdepunkt lettere kan balanceres ind i en ustabil ligevægt over hofteleddene; derved kan den stående stilling opretholdes med et ganske lille energiforbrug til muskelarbejde. Krumningerne giver også hvirvelsøjlen en vis fjedrende eftergivelighed ved stødbelastninger.

Skeletsygdomme er sygdomme, der er mere eller mindre særegne for skelettet. Til disse hører først og fremmest slidtilstande (artrose) og betændelser, som knogleinfektioner og reumatiske sygdomme.

Forstyrrelser i knoglernes mineralsammensætning (knogleskørhed, rakitis) kan give betydelige bevægelsesindskrænkninger. Særligt kan knogleskørhed forårsage et stort antal knoglebrud.

Knoglesvulster og vækst- og udviklingsforstyrrelser som skoliose, akromegali, kæmpevækst og væksthæmning regnes også som skeletsygdomme.

Til alle tider har skelettet haft en symbolsk betydning som en advarsel eller et memento mori. Tidligere var det afbildet på gravstenene, det har været kendt som et giftsymbol og som en advarsel mod fare, hvad enten det gælder sørøverflaget Jolly Roger med kraniet over to krydsende knogler eller i moderne tid på minebelagte områder i en krigszone.

I vores tid er gamle skeletter vigtige vidnesbyrd om fortidens mennesker, om det liv de levede, deres sygdomme, tandsundhed og kropsbelastning, kropshøjde, kønsfordeling og meget andet. Dette kan osteologerne ofte "læse" ud fra skelettet, da skeletfund ofte forekommer under arkæologiske udgravninger. Knoglesubstansen bevares i princippet "evigt" under gunstige forhold i modsætning til kroppens bløddele. Ofte kan skelettet i endnu større grad bidrage til at kaste lys over fortidens mennesker og deres levevis, end hvad skriftlige beretninger kan gøre.

I løbet af de senere år har nyere analysemetoder (DNA, C14-datering, strontium-bestemmelser og andet) vundet stadig større indpas ved undersøgelser af biologisk materiale fra ældre tider.

• skelet hos dyr
• led
• knogler
• knoglevæv
• knoglebrud
• osteopati
• osteoporose