hypertekst

Brugerne af world wide web oplever typisk links, når en søgemaskine benyttes. Søgemaskinens liste med resultater er for en stor dels vedkommende en række uddrag, der indeholder links til de steder på world wide web, hvor de enkelte søgeresultater findes. På world wide webs mange sider med information findes yderligere links med henvisninger til en eller flere andre tekster, billeder og lyd på nettet med supplerende information. Mange links fører til virksomheder eller organisationer med flere oplysninger.

Der skelnes mellem interne links til andre oplysninger på samme websted (domæne) og eksterne links til andre websteder (websites) eller hjemmesider (homepage). De bogmærker (bookmarks) eller foretrukne (favorites), som brugeren markerer og lagrer i browseren er også links.

Hypertekst og links er anderledes end den klassiske metode til at strukturere og organisere information og viden. Historisk set har menneskeheden klassificeret og organiseret viden i strenge hierarkiske strukturer. Et eksempel er bibliotekernes decimalklasse system DK5 med ti overordnede emnegrupper, der underopdeles i mindre grupper og mindre grupper igen. Denne måde at anskue viden og information på passer godt til en samfundsmæssig struktur, der er tilsvarende hierarkisk og organisatorisk opdelt. En struktur, der af og til kritiseres for at føre til silotænkning eller manglende udsyn.

Internet og særligt world wide web bryder med denne måde at anskue information på ved at skabe forbindelser på tværs af siloerne, opad og nedad i siloerne og udenfor siloerne. Webbets hypertekst benytter links, der kan betegnes som pegepinde fra en tekst til en eller flere andre tekster samt billeder, tegninger, videoer, lydklip mm. Brugen af links på world wide web kritiseres ind imellem for at være tilfældig og bevirke manglende overblik eller for snævert perspektiv.

Artiklerne i Lex.dk indeholder links. De ses som understregninger af ord i teksten, og når cursoren (musens pil) holdes hen over et link, vises en pegende finger samtidig med at adressen på linket vises nederst til venstre i browserens skærmbillede. Når der klikkes på et link, føres læseren til en ny tekst med mere information – eller noget helt andet, som skaberen af linket har valgt, at læseren skal se. I modsætning til en bogs eller et dokuments placering i en hierarkisk struktur er oprettelsen af link ikke bundet af forud fastlagte regler. Linket indgår i den html-kode, der viser teksten på hjemmesiden. Nedenfor vises den html kode, der i Lex’s artikel om valgmandsstemme linker til en anden artikel i Lex om den amerikanske forfatning.

<a class="crossref" href="https://lex.dk/USA's_forfatning">den amerikanske forfatning</a>

Linket er omgivet af to små a’er. Det første a fortæller, at her begynder link kommandoen. Det sidste /a fortæller, at her slutter link kommandoen. I html fagsproget kaldes et link anker (anchor) og teksten, der linkes til ankertekst (anchortext. Man kan også støde på det engelske ord node for det sted, der linkes til

De første websider blev skrevet direkte i html-kode. I dag benyttes særlige tekstbehandlingsprogrammer, hvor forfatteren vælger hvilke dele af teksten, der skal være overskrift, link mm. Når forfatteren vælger at gøre et ord til et link, markeres ordet og der klikkes på en linkknap i tekstbehandlingsprogrammet, som åbner en boks til indsætning af linket. Så går forfatteren ind på den side på nettet, der skal linkes til, kopierer sidens adresse (URL) fra adressefeltet øverst i browseren, og indsætter den kopierede adresse i boksen.

Mange programmer på computeren benytter også links, der både kan linke til andre tekster, billeder og lyd på computeren og til tekst, billeder, lyd og hjemmesider placeret på internet. Skriver man en længere tekst med en indholdsfortegnelse, kan man lave indholdsfortegnelsen som links til de enkelte kapitler. Genvejene (shortcuts) på skrivebordet på en pc er blot et andet ord for links til filer eller programmer på pc’en.

I årene før Berners-Lee begyndte hos CERN, eksisterede det net, der i dag kaldes internet, som en netværk mellem computere i forskningsverdenen, computerindustrien og det amerikanske forsvar. Skærmene var ikke pc’er, men simple terminaler uden selvstændig hukommelse og regnekraft. Terminalerne kommunikerede i tekstform med store centrale computere (mainframes), og processen foregik ved at skrive kommandoer på skærmen. Både indenfor og udenfor for forskningsverdenens netværk distribuerede kommercielle databaseværter information. For at benytte disse informationsdatabaser koblede man sig på en værtscomputer v.hj.a. en telefonforbindelse med modem. Ville en bruger søge efter artikler i en engelsk informationsdatabase med information om transportmidler, skulle brugeren skrive en kommando fx GET train for at finde artikler om tog og derefter en kommando fx SHOW for at vise de fundne artikler om tog.

I 1990 blev Windows 3.0 lanceret som den første grafiske brugergrænseflade til pc’er og i 1992 og 1994 blev Windows 3.1 og 3.2 rullet ud. Samtidig udviklede Berners-Lee den første simple browser til at understøtte brugerens anvendelse af world wide web.

I slutningen af 1993 lanceredes den første egentlige browser Mosaic til Windows. Mosaic var udviklet af Marc Andreessen og Eric Bina fra National Center for Supercomputing Applications (NCSA ). På det tidspunkt var der ca. 200 kendte http-servere i verden. World wide web blev derefter i løbet af få år udbredt med en hastighed, som har været få andre teknologier til del. Andre browsere afløste Mosaic, og nye avancerede funktioner og teknologier kom til både på world wide web og i de browsere, der udgjorde brugernes vindue til world wide web.

Det var en del af Berners-Lees vision, at browseren også skulle fungere som redigeringsværktøj (editor), så brugeren kunne skabe links (og redigere i dokumenter) under sin browsing på nettet. Bortset fra Berners-Lees første browser og en enkelt browser udviklet af World Wide Web Consortium med denne funktion, er visionen aldrig blevet realiseret. En sådan funktion vil muligvis kunne fungere i et internt miljø som blandt forskerne på CERN. Det vil næppe være hensigtsmæssigt, hvis alverdens brugere kan indsætte links i alverdens tekster på nettet.

Ideerne om links, der forbandt information over hele verden, satte gang i udvikling af de søgemaskiner, som i dag anses for at være indgangsdørene til world wide web. De søgesystemer, der blev benyttet på internet før world wide web (og i world wide webs begyndelse), var typisk hierarkisk opbyggede strukturer (kataloger). Udviklingen af søgemaskinerne og effektive netforbindelser til virksomheder og husstande var (og er) blandt de vigtigste faktorer i udbredelsen af world wide web.

De første hypertekst anvendelser blev benyttet i afgrænsede systemer, der var målrettet specifikke formål. Fx dokumentation af forskning på CERN, computerprogrammers hjælpefunktion og lignende. I dag benyttes hypertekst i meget vid udstrækning, hvor information lagres og publiceres elektronisk. I afgrænsede specifikke systemer som fx lex.dk vil der normalt være en klar ansvarsfordeling, en overordnet styring og et regelsæt, der sikrer

• at det samlede hypertekst-system opfylder sit formål
• at der er en udgiver, der kan identificeres og kontaktes
• at links peger på information, der er relevant for formålet
• at systemet vedligeholdes med nye links, døde links genoprettes mm.

Det samlede world wide web er ikke et sådant system. Alle kan ”lægge noget på nettet”. Der findes ingen overordnet styring, kvalitetssikring eller kontrol med korrektheden i det publicerede. I dette ukontrollerede hypertekst univers indgår et enormt antal websteder med lødig information af høj kvalitet. Disse websteder eksisterer side om side med lige så mange websider med underlødig propaganda og direkte falske oplysninger (fake news). Der kan være links mellem alle typer af indhold og alle hjemmesider. Det bestemmes alene af udgiveren af indholdet, om der skal linkes til andre websteder. Den hjemmeside, der linkes til, kan ikke forhindre det. Det er grundlæggende vilkår i den konstruktion, der kaldes world wide web.

Hypertekst kræver, at teksten læses på en computer samt at computeren er forbundet til internet (world wide web), så et link kan aktiveres, og at der kan etableres forbindelse til den computer, hvor linkets indhold (ankerteksten) findes. Hvis en tekst printes, kan det (måske) ses, at teksten indeholder et link. Et link vises ofte i anden farve med en understregning på printet. Men det kan ikke ses, hvor linket fører hen. Det har praktisk betydning, når der kopieres fra en hjemmeside. Så længe kopien videregives elektronisk, bevares hjemmesidens links og dermed det fulde indhold. Videregives et print af siden mistes selve adressen på linket i de fleste tilfælde.

En anden udfordring er, at links dør. Det sker typisk, når ejeren af en hjemmeside reorganiserer hjemmesiden. Det kan godt være, at informationen fortsat findes på hjemmesiden, men hvis den flyttes et andet sted hen, så kan det link, som er oprettet på en helt anden hjemmeside, ikke længere skabe forbindelsen. Det kaldes et dødt link eller en 404-fejl (404-error). Døde links opstår også, når en webside nedlægges eller domænet overtages af et andet firma. Tiden er en vigtig faktor. Jo ældre et link er, desto større er risikoen for, at linket er dødt.

Der har været forskellige undersøgelser af omfanget af døde links indenfor forskellige fagområder. Tre danske forskere skriver i artiklen Det levende web og de døde links, publiceret i Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab: ”Resultaterne varierer alt efter de typer links, der er blevet undersøgt, hvilket tidsrum studiet favner, og hvilken målestok der anvendes, men konklusionerne er enslydende: Websider forandres med stigende hastighed, og URL’er er foruroligende ustabile”. Forfatternes studie viser, at 15 procent. af 700 links i 35 universitetsspecialer ikke virkede to år efter publiceringen. Forfatterne nævner andre studier, der viser at op imod 50 procent af links i publiceret materiale er døde efter fire år. Forskerne nævner, at links til digitaliserede kildesamlinger (forskernes betegnelse), som Dansk Kvindebiografisk Leksikon og Den store Danske (lex.dk) udviser en høj grad af stabilitet. En amerikansk undersøgelse i 2023 fra Pew Research Center When Online Contents Disappears nævner, at 23 procent af alle nyhedssider indeholder mindst et dødt link, og at det samme gælder for 21 procent af lokale myndigheders sider. I samme undersøgelse oplyses, at 38 procent af de websider, som fandtes i 2013 ikke findes ti år senere. Undersøgelsen omfatter amerikanske websider, men der findes lignende erfaringer i Danmark. De fleste har oplevet, at ændret organisering i offentlig administration fx efter et regeringsskifte eller en kommunalreform resulterer i døde links på myndigheders hjemmesider.

Selv om links dør, kan der være mulighed for fortsat at finde ældre materiale. Internet Archives Wayback Machine indeholder ifølge egne oplysninger historik fra 866 milliarder websider, og Det Kgl. Biblioteks Netarkivet, som siden 2005 har indsamlet og bevaret udvalgte del af den danske del af internettet, oplyser at have indsamlet 34 milliarder objekter (oplyst 2022). Wayback Machine er åben for alle. Det Kgl. Biblioteks Netarkivet er en del af pligtafleveringen af materiale, der publiceres i Danmark. Netarkivet er kun tilgængeligt for forskere, idet materialet indeholder følsomme personoplysninger.

Hjemmesider med døde links placeres langt nede i søgeresultaterne, når Google (og andre søgemaskiner) indekserer hjemmesider. Så hvis en udgiver af en hjemmeside vil yde god service overfor brugerne og sikre sig høj placering i søgemaskinernes søgeresultater, skal døde links genoprettes eller helt fjernes. Der findes programmer, der hurtigt kan tjekke en hjemmeside for døde links. Hos Lex skal de fagansvarlige kontrollere links i artikler indenfor deres fagområde en gang årligt.

Det hypertekst univers, som udgøres af Berners Lees nutidige world wide web, lever på et afgørende punkt ikke op til Vannebar Bushs og Ted Nelsons ønsker til et hypertekstsystem. (Læs mere om Bush og Nelson i Hypertekst – oprindelse og historie). Links peger kun videre og væk fra den tekst, linket er knyttet til. Selvom Tim Berners-Lees world wide web var meget inspireret af Ted Nelsons visioner, blev det aldrig udviklet med sikre systemer til blivende at vise brugeren hvorfra, der er linket, når brugeren er sendt videre til det nye indhold. På Ted Nelsons hjemmeside findes en kritisk kommentar til Berners Lees html og links. ”HTML er lige hvad vi prøver at undgå; altid brudte links, links der kun går udad, citater du ikke kan følge til deres oprindelse, ingen versionsstyring, ingen rettighedsstyring”. Berners-Lee udtrykker i sin bog Weaving the web en vis forståelse for Nelsons ønsker men konkluderer, at opfyldelsen af disse krav vil gøre world wide web så komplekst, at world wide web ikke vil blive benyttet.

Dybe links (deeplinking) er links, hvor der peges på underliggende sider på en hjemmeside (i stedet for forsiden). Dybe links er et kontroversielt område. På den ene side argumenteres for, at links netop er kernen i hypertekst (internets natur) og at dybe links sikrer brugeren et bedre resultat. Fra den anden side fremføres, at dybe links går udenom (bypasser) en udgivers intentioner – og for kommercielle aktørers vedkommende påfører udgiveren et tab, fordi annoncer ikke ses eller fordi udgiverens formål forspildes, når kun en del af udgivelsen vises for en bruger. Der har været flere retstvister om spørgsmålet indenfor mediesektoren, og der er fortsat uafklarede spørgsmål. På nuværende tidspunkt (2024) er status denne. Det strider ikke mod ophavsretten at linke dybt til en konkret artikel på en avis hjemmeside. Men det er ikke tilladt at omgå avisens betalingsmur. Det er derimod i strid med markedsføringsloven systematisk at linke dybt til en eller flere avisers nyhedsartikler, præsentere resultatet på egen hjemmeside og på denne måde skabe et nyt kommercielt produkt med en nyhedsoversigt.

Dybe links er også dilemmafyldte på anden vis. Undladelse af at linke dybt vil i en række tilfælde medføre, at et link ikke er nyttigt for brugeren. Omvendt er et dybt link, der præcist peger på konkret information i risiko for at dø ved blot en mindre omlægning af en hjemmeside. På organisationers hjemmesider er der tit mange, der der lægger nye oplysninger ind, og selv en banal ændring ændring som tilføjelse af et ekstra niveau i en liste med tekster, kan ændre links til mange undersider, som så ikke længere kan ses via de links, der peger ind på hjemmesiden fra andre organisationers hjemmesider.

Der er nogle tendenser, der kan tyde på, at brugen af links og hypertekst som centralt element i world wide web er faldende. Mange aktører på nettet har en interesse i, at brugere ikke forlader netop deres websted. Udgivere vil fastholde abonnenterne og sikre sig flest mulige øjne til de annoncer, annoncørerne betaler for. Det fører til færre eksterne links fra avisernes internetudgivelser. Internetbutikker linker ikke til andre websider, de vil ikke risikere, at kunderne ender hos en konkurrent. Sociale medier, som tidligere gav aviserne adgang til at publicere korte henvisninger med links til artikler på avisernes egne websteder, fokuserer ligeledes på at holde brugerne indenfor det sociale medies egen mur. Endelig ses en tendens hos søgemaskinerne til at udvikle færdige svar ved hjælp af kunstig intelligens – lanceret på Google i maj 2024 under navnet AI Overviews (overblik dannet af kunstig intelligens). I AI Overviews genereres det færdige svar af søgemaskinens kunstige intelligens funktion, der udnytter de enorme datamængder, som søgemaskinen har indsamlet ved sin afsøgning af nettet. Brugerne skal således ikke længere følge links til andre websider for at få svar på deres spørgsmål, men kan nøjes med svaret fra søgemaskinens kunstig intelligens generator. Såvel denne udvikling som en mere generel bekymring over, at søgemaskiner og andre aktører (tech industrien) indenfor udviklingen af kunstig intelligens udnytter data og information skabt af andre til egne kommercielle formål, får de klassiske publicister til i stigende grad at sikre sig mod andres udnyttelse af deres indhold.