Island er en lille filmnation både i befolkningsantal og i antallet af produktioner. Ikke desto mindre er filmproduktionen suverænt vigtigt for landet.
Den første islandske spillefilm havde premiere i 1923, men landet etablerede først en egentlig filmproduktion i 1978 med oprettelsen af den islandske filmfond IFF (Icelandic Film Fund), der skulle støtte den hjemlige filmproduktion.
Gennembruddet skete med Ágúst Guðmundssons (født 1947) Land og synir (Land og sønner, 1980), der banede vej for en talentfuld generation af filmskabere, heriblandt mange kvinder.
Blandt de væsentlige instruktører er Hrafn Gunnlaugsson (født 1948) med hævnsagaen Hrafninn flýgur (1984, Når ravnen flyver), Friðrik Þór Friðriksson med den Oscar-nominerede Börn náttúrunnar (1991, Naturens børn) og Dagur Kári (født 1973) med Nói Albínói (2003).
Af nyere instruktører med international succes kan nævnes Baltasar Kormákur (født 1966), der står bag 101 Reykjavik (2000), Contraband (2012) og Everest (2015), Rúnar Rúnarsson (født 1977) kendt for Volcona (2011), Sparrows (2015), Echo (2019) samt Lysbrud (2024). Også Valdimar Jóhannsson (født 1978), der står bag folkegyseren Lamb (2021), bør nævnes.
Som en nyere stærk kunstnerisk stærk stemme i 2000-tallet findes manuskriptforfatter og instruktør Hlynur Pálmason, der står bag de fire spillefilm Vinterbrødre (2017), En hvid, hvid dag (2019), Vanskabte land (2022) og senest The Love that Remains (2025).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.