musical (i Danmark)

Musicalen er som udgangspunkt en amerikansk genre, men har også sit udspring i fransk, tysk og engelsk operette, i music-hall samt i amerikansk vaudeville og varietéunderholdning. Dertil kommer fra begyndelsen en stærk indflydelse fra dens samtids skiftende populærmusikformer, i de første mange årtier især jazz og swingmusik.

Broadwaymusicalen havde sin amerikanske guldalder fra Show Boat i 1927 til Hair i 1968. Her udvikledes en række konventioner, som vi i dag forstår som klassiske musicalkendetegn: et romantisk plot, musik, sang og dans som integrerede dele af forestillingen og handlingen, samt en afsluttende happy-end.

Selvom genren etableredes for alvor i 1930’ernes New York, varede det ganske længe, før musicals blev almindelige i Danmark. I 1900-tallets første årtier var det operetter og farcer, der fyldte det meste, især var der tysk og fransk dominans med succeser som Franz Lehárs Den glade enke (Casinoteatret 1906). De spektakulære Scalarevyer, der spillede på Scala Teatret i København fra 1912-1928, havde ganske vist chorus lines og swingmusik, men ingen handling.

De store stjerner var operettesangerne Else-Marie og Hans Kurt. Hun var dog debuteret i forestillingen No, No, Nanette i 1927, der nærmer sig en musical. Der var også sporadiske opførelser af forestillinger skrevet af de senere store musicalophavsmænd som Oscar Hammerstein II og Jerome Kern, fx Sunny (1927) på Scala Teatret. Disse kaldes dog stadig operetter, for selvom musikstilen var ændret, var farce- og forvekslingskomedietrækkene i forestillingerne det ikke.

I depressionstiden i 1930’er kom en række mere politiske forestillinger til på de danske teatre: det var fx Kjeld Abells Melodien der blev væk (1935), Bertolt BrechtsLaser og Pjalter(1937) og George Gershwins Porgy og Bess på Det Kongelige Teater i 1943, med en sortsminket Einar Nørby i hovedrollen.

I samme periode var Marguerite Viby og Hans W. Petersens revynumre og film det mondæne, jazzede modstykke til de amerikanske musical og -film. Der var fx filmen Mille, Marie og Mig (1937), hvor Viby spillede hele tre personer med sange som Hot Hot af Kai Normann Andersen. Men der kom ikke noget egentligt dansk teatermodsvar til George Gershwin, Cole Porter og Richard Rodgers & Lorenz Harts (1895-1943) musicals. Man spillede heller ikke endnu de amerikanske musicals, for de store revyer trådte ind på den plads for publikum .

Musicalen kom derfor først for alvor til Danmark sammen med hjælp fra Marshallplanen i 1940'ernes slutning og 1950'ernes begyndelse. Med forestillingerne Oklahoma!, (der havde de tidligere operettestjerner Else-Marie og Hans Kurt i hovedrollerne) og Show Boat begyndte det for alvor, da de begge havde premiere på Nørrebro Teater i København i 1949. USA-begejstringen blomstrede i de år, men filmoperetten Mød mig på Cassiopeia! (1951) med musik af Kai Normann Andersen, der fastholder den gamle stil, var dog stadig en stor succes.

Et gennembrud for broadwaymusicalen kom med succesopsætningen af My Fair Lady i 1961, der havde en stjernebesætning med Mogens Wieth som Professor Higgins, Gerda Gilboe som Eliza og Osvald Helmuth som skraldemanden Alfred P. Doolittle. Samtidig var en anden publikumsmagnet dog den pop-kritiske anti-musical Teenagerlove (af Ernst Bruun Olsen og Finn Savery) på Det Kongelige Teater i 1962. Det kunne dog ikke bremse musicalbegejstringen i Danmark, der bl.a. fortsatte med Irving Berlins Annie Get Your Gun i 1967, hvor Dirch Passer og Daimi havde store roller.

Med 1960’ernes samfundsbevægelser indtog ungdommen scenen: der var premiere på Hair på Gladsaxe Teater i 1968 – samme år som på Broadway. Senere genopsattes den i Cirkusbygningen (1971) med kommende berømtheder som Jørgen Olsen (fra Brødrene Olsen) og Sanne Salomonsen på rollelisten. Andrew Lloyd Webbers Jesus Christ Superstar havde Europapremiere i 1972 på Falkoner Teatret, med rocksangere og blomsterbørn som Allan Mortensen, Eddie Skoller og Sebastian på scenen.

Der opstod samtidig en række mere politiske teaterprojekter i musicalform, som Teaterkollektivet Røde Mor, der opførte rockoperaerne Betonhjertet (1975) og Sylvesters Drøm (1978) og i Aalborg spillede Jomfru Ane Teatret Blodsugerne (1980).

I midten af 1980’erne indledtes en ny periode, hvor originale danske musicals begyndte at komme frem. Det var med Skatteøen (1986) med musik og sangtekster af Sebastian, at der for alvor kom skred i denne bevægelse. Som det var tilfældet, da Hair havde premiere knap to årtier tidligere, var der nu en sammenhæng mellem den musik, der lå på hitlisterne, og den, der blev til teatermusik. Samtidig indspilledes bl.a. Skatteøen og Anne Linnets forestilling Berlin ’84 med rock- og popstjerner, og CD’erne lå højt på hitlisterne.

I samme periode eksploderer det i West End i London med de nye, såkaldte gennemmusikaliserede forestillinger som Les Miserables (1986) og Phantom of the Opera (1989), hvor der kun var sang og ingen talte replikker. Den unge danske sanger og skuespiller Stig Rossen landede i 1990 hovedrollen som Jean Valjean i Les Miserables. Det trak i tusindvis af danskere til musicals i London, og et nyt dansk publikum fik øjnene op for musicalgenren.

Den nye udvikling boomede i Danmark i 1990'erne med forestillinger som Atlantis (1992) med tekst af Sune Svanekier (f. 1967) og Thomas Høg (f. 1966) og musik af Peter Spies (f. 1966), Flemming Enevold og Sebastians Cyrano (1992), brødrene Prices Tordenskiold (1993) og Demokraten (1996) med musik og tekst af Kim Sørensen (1956-2021). I løbet af de følgende år kom de udenlandske Les Miserables, Miss Saigon, Cats og Phantom of the Opera samt en lang række nye danske forestillinger på scenerne over hele landet.

Danmarks Radio var også med på bølgen med musicalkonkurrencen Musical of the Year, hvor den vindende forestilling fik en fuld opførelse. Det var en mega-event i september 1996 i Musikhuset i Aarhus med Björn Ulvaeus (f. 1945) fra ABBA og Don Black (f. 1938), der bl.a. skrev tekst til adskillige James Bond-filmsange og musicals med Andrew Lloyd Webber, som dommere. Dansk musical var for alvor ved at blive taget alvorlig.

Nytårsaften 1995 havde Sebastian og Flemming Enevolds forestilling Hans Christian Andersen premiere som indgang til København som europæisk Kulturby 96 og med dronning Margrethe som æresgæst i Gladsaxe Teater. Dermed fik musicalgenren på mange måder det anerkendelsens stempel, som udviklingen i både professionalisme og kunstnerisk kvalitet kunne berettige. I 1994 var Det ny Teater også genåbnet efter en omfattende renovering med en klar profil som musicalteater, ligesom de store landsdelsscener i Aalborg, Aarhus og Odense fast tilbagevendende havde haft store musicalproduktioner på repertoiret hvert år.

I 2000 blev Musicalakademiet (i dag del af Den Danske Scenekunstskole) oprettet og udbød en SU-berettiget, professionel uddannelse til musicalperformer på linje med de øvrige kunstneriske uddannelser på konservatorier og kunstakademier. Det betød en kraftig forøgelse af nye talenter med en høj professionel standard, som kunne besætte roller i det stadigt voksende antal forestillinger, ikke mindst i de nye musikteatre og –huse. Samtidig var en del af de unge allerede i scenetjeneste på Fredericia Teater, der i samme periode blev et vækstcenter for nye originale forestillinger såvel med afsæt i Disney-koncernen med bl.a. Den lille Havfrue (2014), som i danske populærkulturelle ikoner, fx Shu-Bi-Dua og Tommy Seebach.

Godt inde i det nye årtusind er dansk musical karakteriseret ved stigende professionalisering, med både nye emner, nye måder at iscenesætte på og nye veje til udvikling bl.a. på Nørrebro Teater og Fredericia Teater. Der er etableret en brancheforening for musicals, og i 2024 afholdtes for første gang Musicalens Årsmøde, som en pendant til Folkemødet og Kulturmødet. Samtidig er der en stor og stabil mængde traditionelle forestillinger og klassikere på repertoiret på de fleste større teatre.

En øget kommercialisering med nye producentvirksomheder er også kommet til. Forestillinger, der er film og TV-spinoffs som Den Eneste Ene (2005) og Matador (2024) er uhyre populære, og musicalgenren er derfor både at finde på de etablerede teaterscener og som selvstændige produktionsselskabers produkter på store venues.

• musical
• musikdramatik
• operette