Meget få videnskabsfolk vil i dag betegne sig selv som positivister, men begrebet bruges, især kritisk, til at betegne et sæt af synspunkter, som stadig er implicit i måden, hvorpå mange forskere praktiserer og forstår videnskab.
I populær moderne videnskabsteori forstås ved positivisme en videnskabsforståelse, som omfatter mange af de følgende antagelser:
- Grundlaget for videnskabelig erkendelse er sanseerfaring, især kontrolleret observation og måling og videnskabelig erkendelse er den eneste seriøse form for erkendelse (scientisme). For at undersøge noget videnskabeligt, må det kunne ”måles og vejes”
- Data og analyseresultater skal kunne kvantificeres
- Videnskabelige resultater skal kunne reproduceres og generaliseres
- Man skal skelne skarpt mellem kendsgerninger og værdier; videnskab skal så vidt muligt være værdifri
- Al seriøs videnskab skal benytte sig af de samme grundlæggende principper og metoder (”enhedsvidenskab”); forskellige virkelighedsdomæner og teorier skal så vidt muligt reduceres til nogle få og grundlæggende
- Videnskaben skal søge at give årsagsforklaringer og gøre det muligt at kontrollere og manipulere med natur- og samfundsprocesser
- Samfunds- og humanvidenskab skal søge at beskrive og forklare menneskelig adfærd, og sociale fænomener som udtryk for individers adfærd (metodisk individualisme)
En sådan forståelse af positivisme er en stereotyp, og flere af antagelserne passer mindre godt med de synspunkter, som positivister historisk set faktisk har haft. For eksempel har positivister ofte være skeptiske over for årsagsforklaringer, hvis disse antages at være udtryk for mere end blot observationer af regelmæssige sammenhænge.
Og selv om positivismen ofte er blevet forbundet med psykologisk behaviorisme, tillagde den historiske empirisme den menneskelige oplevelsesverden stor betydning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.