Pseudepigraferne er en samling af jødiske skrifter, hvoraf flere uretmæssigt angiver at være skrevet af en bibelsk person. Teksterne er overvejende blevet til i perioden 200 f.v.t. til 100 e.v.t., men blev ikke anerkendt af de jødiske rabbinere.
Faktaboks
-
Etymologi
-
Ordet pseudepigraf betyder egentlig 'skrift med et falsk forfatternavn'. Det er dannet af forleddet pseudo- 'falsk' og græsk epigraphe 'påskrift'.
Pseudepigraferne er derfor kun overleveret af kristne forfattere på forskellige antikke sprog (græsk, latin, syrisk, etiopisk, armensk osv.), og mange af dem er stærkt bearbejdet og præget af de kristne afskrivere. I få tilfælde og kun fragmentarisk er pseudepigrafer bevaret på originalsproget (hebraisk eller aramæisk). Dødehavsteksterne rummer dele af tidligere kendte og af hidtil ukendte pseudepigrafer på disse sprog.
Pseudepigraferne omfatter forskellige litterære genrer. Legendeagtige fortællinger om bibelske skikkelser findes i fx Jubilæerbogen, Genesis-apokryfen og Esajas' himmelfart. Den apokalyptiske genre, "åbenbaringsskrifter", gør rede for himmelindretningen og forudsiger begivenhederne ved tidernes ende (se Enok, Ezrabøgerne og apokalyptik). Endelig er der poesier (Salomons Salmer), et filosofisk skrift (4. Makkabæerbog) o.a.
Disse såkaldte gammeltestamentlige pseudepigrafer er ikke en skarpt afgrænset samling. Den danske oversættelse (1953-1976) omfatter 17 skrifter, mens den seneste amerikanske (1983-1985) inddrager kristne tekster bygget på jødiske forlæg og således når op på ca. 60 skrifter. En anden skriftgruppe fra den antikke jødedom er Det Gamle Testamentes apokryfer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.