VOOZH about

URL: https://lex.dk/pseudepigrafer

⇱ pseudepigrafer – Lex


Spring til hovedindholdet

pseudepigrafer

Pseudepigraferne er en samling af jødiske skrifter, hvoraf flere uretmæssigt angiver at være skrevet af en bibelsk person. Teksterne er overvejende blevet til i perioden 200 f.v.t. til 100 e.v.t., men blev ikke anerkendt af de jødiske rabbinere.

Faktaboks

Etymologi
Ordet pseudepigraf betyder egentlig 'skrift med et falsk forfatternavn'. Det er dannet af forleddet pseudo- 'falsk' og græsk epigraphe 'påskrift'.

Pseudepigraferne er derfor kun overleveret af kristne forfattere på forskellige antikke sprog (græsk, latin, syrisk, etiopisk, armensk osv.), og mange af dem er stærkt bearbejdet og præget af de kristne afskrivere. I få tilfælde og kun fragmentarisk er pseudepigrafer bevaret på originalsproget (hebraisk eller aramæisk). Dødehavsteksterne rummer dele af tidligere kendte og af hidtil ukendte pseudepigrafer på disse sprog.

Pseudepigraferne omfatter forskellige litterære genrer. Legendeagtige fortællinger om bibelske skikkelser findes i fx Jubilæerbogen, Genesis-apokryfen og Esajas' himmelfart. Den apokalyptiske genre, "åbenbaringsskrifter", gør rede for himmelindretningen og forudsiger begivenhederne ved tidernes ende (se Enok, Ezrabøgerne og apokalyptik). Endelig er der poesier (Salomons Salmer), et filosofisk skrift (4. Makkabæerbog) o.a.

Disse såkaldte gammeltestamentlige pseudepigrafer er ikke en skarpt afgrænset samling. Den danske oversættelse (1953-1976) omfatter 17 skrifter, mens den seneste amerikanske (1983-1985) inddrager kristne tekster bygget på jødiske forlæg og således når op på ca. 60 skrifter. En anden skriftgruppe fra den antikke jødedom er Det Gamle Testamentes apokryfer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for De gammeltestamentlige apokryfer og pseudepigrafer

Kasper Siegismund
Postdoc, Københavns Universitet
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image