Brushane

At se dansende og kæmpende brushaner på spillepladsen er en fantastisk naturoplevelse (figur 13-14). For 30-40 år siden udfoldede dette sælsomme skuespil sig på mange danske strandenge. Endnu tidligere også på ferskenge inde i landet. Men brushanen er nu så fåtallig, at denne oplevelse kun er de færreste beskåret (tabel 13-3). En undersøgelse fra 2003 viser, at denne specielle vadefugl siden 1970 er forsvundet fra 80 % af sine tidligere danske ynglelokaliteter (figur 13-15). Bestanden er reduceret til en tiendedel og talte i 2002 blot 150 ynglehunner.

Kun 15 danske englokaliteter rummer i dag ynglende brushøns, og desværre tyder alt på, at antallet inden for få år vil være reduceret endnu mere. Der er nu kun to danske engområder, som huser væsentlige bestande, nemlig: Tipperne og Bygholm Vejle. Her lever 75 % af de danske brushøns. De øvrige lokaliteter rummer kun encifrede antal ynglende hunner.

Brushanen er blandt de mest krævende hjemlig engfugle. Den kan kun leve i udrænede enge med høj fugtighed. Saltpander og loer skal være intakte, men må tørre langsomt ud i løbet af forsommeren.

Hertil kommer, at græsset skal holdes lavt gennem kreaturafgræsning eller høslæt, der dog ikke må ske for tidligt. Brushanen tåler heller ikke gødskning af engene, og endelig er arten følsom overfor saltpåvirkning. Den yngler ikke ved en saltpromille på 5 og derover i engens vandsystemer.

Føden består i yngletiden af forskellige insekter og larver. Uden for yngletiden ædes desuden plantefrø.