Alexandru Ioan Cuza

Alexandru Ioan Cuza var den første fællesfyrste for de rumænske Forenede Fyrstendømmer (1859-1862) og statsoverhoved for Rumænien som national enhedsstat (1862-1866).

Alexandru var af uradelig familie og deltog aktivt i den revolutionære bevægelse mod det russisk-tyrkiske styre i 1848. I januar 1859 blev han valgt til regerende fyrste af Moldavien og Valakiet. Det betød de facto en union af de to rumænske fyrstendømmer.

Efter udnævnelsen til regent udfoldede han en intens diplomatisk aktivitet, der havde som mål at opnå anerkendelse af unionen fra Osmannerriget og de europæiske garantmagter. Den konstitutionelle og administrative forening blev fuldendt i 1862. Rumænien blev dannet med Bukarest som hovedstad og med én nationalforsamling og én regering. Ioan Cuza tog initiativ til en række lovreformer på det sociale, økonomiske og kulturelle område: sekularisering af klostrenes ejendom (1863), organisation af hæren, en ny forfatning og en ny valglov samt en landbrugsreform, en straffelov og en retsplejelov (alle i 1864). I Iaşi og Bukarest blev universiteterne grundlagt.

Reformerne blev mødt med modstand af oppositionen, der bestod af konservative og liberal-radikale politikere, som tvang Ioan Cuza til abdikation og eksil i 1866.