Hispania

Hispania, det latinske navn for Den Iberiske Halvø, sandsynligvis afledt af fønikisk i-schephannium 'Kaninkysten'.

En stor del af området blev allerede i begyndelsen af 100-t. f.Kr. romersk provins. Denne udvikling skal ses i sammenhæng dels med romernes kamp mod fønikerne, der havde koloniseret store områder mod syd, dels i et ønske om at beherske den frugtbare og metalrige halvø. Men først efter Slaget ved Numantia i 133 f.Kr. etableredes formelt de to provinser Hispania Citerior (kystområdet mod øst) og Hispania Ulterior (Mellem- og Sydspanien), som blev base for den videre romerske fremtrængen mod vest og nord.

Under Augustus blev de lusitaniske stammer i det nuværende Galicien i Portugal endeligt og blodigt undertvunget. Hele halvøen organiseredes herefter i tre provinser Tarraconensis i øst, Baetica i syd og Lusitania i vest med hhv. Tarraco (nuv. Tarragona), Hispalis (nuv. Sevilla) og Augusta Emerita (nuv. Mérida) som administrative centre.

Især i 1. og 2. årh. e.Kr. hørte de spanske provinser til blandt imperiets vigtigste. Hundredvis af romerske byer grundlagdes, de folkerige områder leverede soldater til den romerske hær, og det frugtbare landbrugsland omkring floden Guadalquivir og de bjergrige områder gav store mængder af hhv. korn, vin, oliven og guld, sølv og kobber. En betydelig romanisering fandt sted, hvilket i dag bl.a. kan ses afspejlet i monumentale arkæologiske levn, fx byudgravninger ved Coimbra og Mérida, i akvædukter (fx i Segovia), fiskesovsfabrikker (fx i Troia) og broer (fx i Alcántara). Rige spaniere blev senatorer i Rom, og det er ikke overraskende, at den første romerske kejser, som kom fra en provins, er spanieren Trajan.

Allerede fra slutningen af 200-t. kom Hispania under pres fra de germanske stammer, først for alvor fra frankere, senere fra visigoterne, og i 476 ophørte det romerske herredømme.

For den videre historie, se Spanien.