VOOZH about

URL: https://lex.dk/Isaac_Bashevis_Singer

⇱ Isaac Bashevis Singer – Lex


Spring til hovedindholdet

Isaac Bashevis Singer

Faktaboks

Isaac Bashevis Singer
Født
1904
Død
1991

Isaac Bashevis Singer, 1904-1991, amerikansk-jiddisch forfatter. Singers værker, der er bedst kendt i deres engelske version, blev først skrevet på jiddisch, og mange af dem blev offentliggjort som avisføljeton. Singer fødtes i Polen som søn af en streng hasidisk rabbiner og fik sin grunduddannelse hos rabbineren i shtetlen Bilgoraj, der er inspirationskilde og model for debutromanen Satan in Goray (1935, eng. 1955, da. 1995) om 1600-t.s falske messias Shabtai Zvi. I 1935 udvandrede Singer til USA for at slutte sig til sin bror, forfatteren I.J. Singer (1893-1944).

Aksen i det omfangsrige forfatterskab er jødisk shtetl-liv i Østeuropa til forskellige tider. Singers stil er realistisk med islæt af mystik, og hans værker, der af nogle læsere blev anset for groteske og obskøne, opviser et broget persongalleri: synske personer, troldmænd, tåber, vise, prostituerede, bodfærdige, fanatikere, djævle, dæmoner og intellektuelle. De udspringer af jødisk folklore og afspejler kampen mellem tradition og modernitet, godt og ondt, moral og liderlighed. De mandlige hovedpersoner er Don Juan-typer, der pines af samvittighedsnag, men drives af deres lidenskaber, fx i den erotiske kunstnerroman The Magician of Lublin (1960, da. Troldmanden fra Lublin, 1979) og den delvis selvbiografiske Shosha (1978, da. 1979), mens kvindeskikkelserne lider under Singers tvetydige eller ligefrem fjendtlige holdning. På dansk er bl.a. yderligere udkommet de historiske romaner The Family Moskat (1950, da. 1982) om en jødisk købmandsslægt i 1900-t. frem til 2. Verdenskrig, The Manor (1967) og The Estate (1969, begge på da. som Huset Jacobi, 1994) om tiden før 1900. Forfatterskabet, der foruden romaner tæller noveller, børnefortællinger og erindringer, indbragte Singer nobelprisen i 1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Hebraisk og jiddisch litteratur

Guy Geffen
Studielektor, Københavns Universitet
👁 Den Danske Ordbog logo

Det sker

Påske

Påske er påskekyllinger, påskefrokoster og forhåbentlig påskesol. Påsken er også den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest. Den falder forskelligt fra år til år, men altid i slutningen af marts eller i løbet af april.

👁 Image

Artemis II

Artemis II er den anden opsendelse i Måneprogrammet Artemis, og det er den første bemandede opsendelse i programmet. De fire astronauter ombord på rumkapslen Orion skal afprøve fartøjet i kredsløb om Jorden og ud forbi Månen.

👁 Image

Regeringsdannelse

Regeringsdannelsen er i gang efter det nylige folketingsvalg. Læs om processen frem til etableringen af en ny regering.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet 👁 Image