Johannes V. Jensen

Johannes V. Jensen blev født i Farsø i Himmerland som den næstældste i en søskendeflok på elleve, hvor Thit Jensen var nummer fire. Efter lokal undervisning i Farsø, bl.a. hos faderen, der var dyrlæge, og hos præsten i Lovns, kom han på Viborg Katedralskole.

Han blev student i 1893 og begyndte i København et medicinstudium, som han opgav efter at have bestået filosofikum og medicinsk forberedelseseksamen. For at tjene penge skrev han i årene 1895-1898 under pseudonymet Ivar Lykke ti spændingsromaner, der løb som føljetoner i magasinet Revuen.

Sin egentlige skønlitterære debut fik Johannes V. Jensen i september 1896 med romanen Danskere, i 1898 fulgt op af Einar Elkær. Senere ønskede han ikke de to romaner regnet med til forfatterskabet, og først i 1972 og 1967 blev de genudgivet.

Begge romaner handler om utilpassede og hæmmede provinsstudenter, præget af en stadigt voksende disharmoni, der efter en tur til New York i Einar Elkærs tilfælde fører til sammenbrud, indlæggelse og død. Dele af forløbet afspejler forfatterens første rejse til New York i 1896 og hans forhold til den gifte, siden separerede kusine, Jenny Andersen, som han i en periode var forlovet med.

I efteråret 1898 udgav Johannes V. Jensen Himmerlandsfolk, der blev godt modtaget og placerede den afsides landsdel på det litterære landkort og slog forfatterens navn fast. I 1904 fulgte Nye Himmerlandshistorier og i 1910 Himmerlandshistorier. Tredie Samling. Efter nye oplag blev historierne i 1916 samlet i to bind. Senere blev yderligere seks føjet til, bl.a. den lange historie ”Jørgine” fra 1926. I 1944 blev de i alt 39 historier samlet i ét stort bind og er siden optrykt mange gange; det samlede oplag anslås til ca. 170.000 eksemplarer.

Den historiske roman Kongens Fald foregår på Christian 2.s tid. Den udkom i tre små bind: Foraarets Død (april 1900), Den store Sommer (november 1900) og Vinteren (oktober 1901), der til sidst blev samlet og fik et fælles omslag med titlen Kongens Fald.

Som dramatiker havde Johannes V. Jensen ingen heldig hånd. I den danske koloni i Chicago forsøgte han sig i 1903 med Trods, bygget over Himmerlandshistorierne Cecil og Thomas i Spanggarden; i 1921 blev romanen Madame D’Ora omsat til Sangerinden, ligeledes uden succes. Bedre lykkedes det i 1937 med det kinesisk inspirerede syngespil Darduse, der blev opført 16 gange på Det Kongelige Teater med musik af Knudåge Riisager.

Af de to sene romaner er Dr. Renaults Fristelser (1935) bygget over et Faust-tema, mens Gudrun (1936) er en enkel, livsbekræftende historie om en naturlig og handlekraftig kontorpige i København og hendes kæreste, Manne. Hun har succes i et bilfirma og flyver med chefen til møder i London og Paris, men afviser håndfast mændenes tilnærmelser. Den banale historie, der også spænder over bilvæddeløb, tennis og cykling, er samtidig et modstykke til 1930’ernes seksuelle og moralske frigørelse. Gudrun blev en betydelig salgssucces.

Imellem tilblivelsen af første og anden del af Kongens Fald var Johannes V. Jensen korrespondent for Social-Demokraten under Verdensudstillingen i Paris; artiklerne blev sammenskrevet i essaysamlingen Den gotiske Renaissance (1901), der i en bekendelse til ’kendsgerningen’ hyldede engelsk industri og moderne teknik som udtryk for handlekraft og sundhed i modsætning til fransk dekadence og nydelsessyge.

I 1907 blev synspunkterne fulgt op i essaysamlingen Den ny Verden, der også indeholder de første portrætter af andre forfattere, bl.a. den beundrede Bjørnstjerne Bjørnson. Men i netop de år kunne Johannes V. Jensen også optræde ubehøvlet skarpt; således da han i 1906 i en artikel (uden navns nævnelse) hentydede til Herman Bangs homoseksualitet og blev mødt af skarp kritik.

I perioden fra maj 1902 til juni 1903 rejste Johannes V. Jensen jorden rundt. Med udgangspunkt i den lange rejse skrev han fortællingerne i Skovene (1904), der er inspireret af oplevelserne omkring Port Said, Singapore og Malaccahalvøen. Dobbeltromanerne Madame D’Ora (1904) og Hjulet (1905) foregår i hhv. Chicago og New York, som han også besøgte.

I 1912-1913 foretog han en lang Asienrejse, via Tyskland og Italien til Suez og Singapore, gennem Kina og Sibirien hjem, og i 1914 fulgte endnu en rejse til New York. Rejseberetningerne herfra i essaysamlingen Introduktion til vor Tidsalder (1915, forøget udgave 1929) bæres af etnografiske og antropologiske iagttagelser og refleksioner.

I alt skrev Johannes V. Jensen omkring 275 digte, der udkom i fem samlinger: Digte (1906), Aarstiderne, (1923, illustreret af Johannes Larsen), Verdens Lys (1926), Den jyske Blæst (1931) og Paaskebadet (1937). De blev første gang samlet i udgaver i 1943 og 1948. I hundredåret for den første samling udkom Samlede Digte 1-2 (2006), der rummer både oplysninger og mange af de illustrationer, der ledsagede de første tryk.

"Essensen af mit Forfatterskab foreligger i mine samlede Digte”, fastslog Johannes V. Jensen, da han i 1944 modtog nobelprisen.

Fra 1907 til 1944 udgav Johannes V. Jensen ni bind med i alt ca. 160 korte tekster, som han gav fællesbetegnelsen Myter. De fleste af dem var forinden bragt som kronikker eller lignende. De er af vidt forskellig karakter, men har ét fællestræk: De er korte. De var oprindelig skrevet til avismediet, især ’kronikken’, som Politiken havde introduceret ved en omlægning af avisen i 1905.

Kort efter de første myter indledte Johannes V. Jensen den romanserie, der fik den overordnede titel Den lange Rejse.

I de seks bind, der udkom i fri rækkefølge over femten år, skildrede han, der hele sit liv var stærkt optaget af darwinisme og evolutionstænkning, menneskets udvikling – biologisk, åndeligt og kulturelt, fra urtiden til opdagelsen af Amerika, den nye verden. Fra de første mennesker i Det tabte Land (1919) og Bræen (1908) over oldtidens og jernalderens Norne-Gæst (1919) og Cimbrernes Tog (1922), til vikingetiden med Skibet (1912) og til sidst Christofer Columbus (1921) – begyndelsen på den moderne tid.

Ligesom Aarets Højtider var tænkt som et modstykke til det kirkelige Danmark, var Den lange Rejse et bud på en skabelsesberetning for det 20. århundredes moderne menneske. Udviklingen og det skabende, kreative menneske(homo artifex) er det bærende motiv, båret frem af en længsel og fjern erindring om den nordiske urtids vårbrud og sommer og med kvinden i centrum som symbol på omsorgen, det nære liv og et håb om forløsning.

Johannes V. Jensen var hele livet stærkt optaget af naturvidenskab, i særdeleshed af Charles Darwin og udviklingslæren. Kurserne på det påbegyndte lægestudie prægede forfatteren for livet. På den baggrund forstod og perspektiverede han de antropologiske og etnologiske iagttagelser, han gjorde på sine talrige rejser, der livslangt var drevet af erfaringslyst og videbegær, en ”fortærende Distancegraadighed” kaldte han det selv.

Et særligt spor i forfatterskabet er interessen for kunst, både maleri og billedhuggerkunst. Han skrev en fyldig introduktion til Johannes Larsen og hans Billeder (1920, ny udgave 1947), kyndigt om billedhuggerkunst i Thorvaldsens Portrætbuster (1926) og i essaysamlingen Form og Sjæl (1931).

I 1991 blev der åbnet en mindestue i Johannes V. Jensens fødehjem i Farsø. Via en støtteforening blev der i 2008 opført en tilbygning, hvor Nationalmuseet har udstillet dele af forfatterens bevarede arbejdsværelse. Museets egen udstilling introducerer til forfatterens værker og rummer desuden en samling af malerier og tegninger af Johannes V. Jensen og en fin samling af hans egne skulpturer, bl.a. buster af malerne Johannes Larsen og Fritz Syberg og af Niels Bohr, som han kendte fra Tibirke Bakker. I 2019 blev museet udvidet med en stor afdeling om Thit Jensen.

• Forfatterskabets ellers ikke optrykte tekster findes i de fem bind Ord og Virkelighed (2014), udgivet af Aage Jørgensen. I bind fem og i Samlede Digte bind 2 (2006) findes udførlige tidstavler vedr. Johannes V. Jensen.

• Kongens Fald
• modtagere af Nobelprisen i litteratur
• Thit Jensen
• Herman Bang
• modernisme
• darwinisme