Kristian Erslev

Kristian Erslev var en dansk historiker. Han var professor ved Københavns Universitet i 1883-1916, rigsarkivar i 1916-1924 og formand for Carlsbergfondets bestyrelse i 1913-1926.

Som lærer ved Københavns Universitet, som kildeudgiver og i kraft af sit middelalderhistoriske forfatterskab var Erslev en central skikkelse ved etableringen af moderne kildekritik og metodisk historievidenskab i Norden. Endvidere viste han administrative evner og praktisk sans ved en omlægning af Carlsbergfondets organisation.

Erslevs historiske interesse blev grundlagt i barndommen, stærkt påvirket af faderen, den københavnske forlagsboghandler Jacob Erslev. Efter magisterkonferens i 1876 og en udenlandsrejse, bl.a. til Berlin og Italien, forsvarede Erslev i 1879 sin disputats Konge og Lensmand i det 16. Aarhundrede, der viser fundamentale træk i hans forskerfysiognomi: Evne til at slå ned på et centralt punkt i den historiske udvikling, at afgrænse problemstillinger klart og præcist, at indsamle, organisere og bearbejde relevant kildemateriale og endelig at fremlægge resultaterne i klar og præcis form, hvor den enkleste løsning tilstræbes på tilsyneladende indviklede forhold.

Andre middelalderhistoriske værker er Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse (1882), Valdemarernes Storhedstid (1898) og Erik af Pommern (1901). Hertil kommer sammenfatningen af forskningens enkeltresultater for perioden 1241-1481 i Danmarks Riges Historie (1898-1905). Det var den første Danmarkshistorie beregnet for en større offentlighed, der ikke hvilede på Arild Huitfeldts autoritet som selvstændig kilde til middelalderens historie.

Som professor udarbejdede Erslev efter tysk forbillede en række læresætninger, der som "erslevsk kildekritik" siden i høj grad har været konstituerende ind- og udadtil for dansk historieforskning. Kilderne opdeles her i levn og beretninger, men hver beretning er tillige et levn: "Hvad Sakse fortæller om de Danskes Bedrifter er Beretninger, men selve hans Værk er en Lævning fra Valdemarstiden".

I udgaven af disse læresætninger fra 1911, bogen Historisk Teknik, der stadig anvendes i universitetsundervisningen, fremhæves forskerens aktive rolle i forskningsprocessen, hvilket skal ses i sammenhæng med skriftet fra samme år Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori, hvori formuleringerne om forholdet mellem historieforskning og historieskrivning dog er mindre præcise og afprøvede. Erslev udvidede fagets indsigt i mange og nye sider af menneske- og samfundslivet i middelalderen. Men den brede fremstilling af fortiden ud fra et overordnet synspunkt og i en litterært fængslende form var i mindre grad hans sag.