Bakhtins første kendte publikation er en lille tekst med titlen ”Kunst og ansvarlighed” (1919). Sammen med det efterfølgende, ufuldstændige og længe upublicerede værk Mod en handlingens filosofi (1920-1924) slår teksten et grundlæggende tema an, som følger hele hans livslange tænkning: At kunst og æstetik ikke er afsondrede sfærer, men har etiske implikationer for både den, der skaber, og den, der fortolker kunsten.
Afhandlingen om ”handlingen” var tænkt som en konkretiseret moralfilosofi, hvor han som udgangspunkt behandlede det enkelte menneskes ansvar for både handlinger og ikke-handlinger i den virkelige verden. Her er ”menneskets ikke-alibi i tilværelsen” et centralt begreb: Vi kan ikke frasige os ansvaret ved at henvise til et alibi. Derefter ville han gå videre med det æstetiske, det politiske og det religiøse område. De to sidste felter forblev uudforskede, selv om man kan finde dem implicit berørt i både Bakhtins valg af emner og hans sprogbrug.
Det æstetiske felt, det som han også kaldte ”den kunstneriske skabens etik”, skulle han derimod udfolde i resten af forfatterskabet, med særlig fokus på æstetisk aktivitet som forfatterhandling betragtet. Det sker i teksten ”Forfatter og helt i æstetisk aktivitet” (1920-1924) samt i artiklen ”Spørgsmålet om indhold, materiale og form i litterær kunstnerisk skaben” (1924). I sidstnævnte er han eksplicit kritisk over for de russiske formalisters manglende sans for den litterære tekst som æstetisk objekt og deres negligering af forfatterinstansen.
I alle teksterne er han samtidig implicit kritisk over for den ideologisk determinerede, materialistiske tilgang, der blev implementeret på stadig mere snæver vis af det socialistiske sovjetstyre. Bakhtin skrev således op imod både formalisme og marxisme, også i sin første publicerede bog, Problemer i Dostojevskijs værk (1929).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.