Peter Debye

Peter Debye, Petrus Debije, 24.3.1884-2.11.1966, hollandsk fysiker og kemiker, mest kendt for sine arbejder inden for elektrolytteori og for indførelsen af begrebet dipolmoment. Peter Debye studerede elektroteknik, og efter en række ansættelser i Tyskland blev han i 1935 udnævnt til direktør for Kaiser Wilhelm Institut für Physik i Berlin. Umiddelbart efter 2. Verdenskrigs udbrud forlod han Tyskland og blev ansat som professor i kemi ved Cornell University, USA.

I sine tidligste arbejder forsøgte Peter Debye at udvikle en teori for faste stoffers specifikke varmekapacitet ved lave temperaturer. Han påviste eksistensen af permanente dipoler i mange molekyler og satte dem i forbindelse med den molekylære struktur. Kun et par år efter opdagelsen af krystallers røntgendiffraktion (1912) udviklede Peter Debye sammen med P. Scherrer en metode til strukturanalyse af krystallinske pulvere.

Peter Debyes arbejde om elektrolytisk dissociation og elektrolytteori blev publiceret i 1923 og er kendt under navnet Debye-Hückels teori. For sit videnskabelige arbejde modtog han nobelprisen i kemi i 1936.