blødning

Blødninger komme fra forskellige typer blodkar, som kan have forskellig størrelse, hvilket kan påvirke, hvor stort blodtabet bliver over tid:

• Blødning fra pulsårer (arterieblødning) opstår, når en pulsåre (arterie) beskadiges. En pulsåre pumper blodet ud under højt tryk, som hurtigt kan lede til et alvorligt blodtab. Pulsårer vil typisk have et middeltryk på 60–100 millimeter kviksølv (mmHg), og pulsationerne, der skabes af hjertet, kan give en pulserende blødning fra såret.
• Blødning fra vener (veneblødning) sker under et lavere tryk, typisk 0–10 millimeter kviksølv (mmHg), sammenlignet med blødninger fra pulsårer (arterier). Blødningen kan på trods af det lavere tryk blive omfattende afhængigt af størrelsen af skaden på venen. Ved veneblødning vil blodet sive ud fremfor at pulsere som ved pulsåreblødninger (arterieblødninger).
• Blødninger fra væv er diffuse blødninger fra sårflader og små blodårer.

Der vil ofte forekomme en kombination af arterieblødninger, veneblødninger og vævsblødninger, fx ved stikskader, amputationer og skudskader. Hos personer, der behandles med blodfortyndende medicin (antikoagulantia) eller som har en blødersygdom, kan selv små skader fremkalde store blødninger.

Ydre blødninger er som regel lettere at opdage end indre, men kan forblive ubemærkede i en periode, eksempelvis hvis skaden er dækket af tøj. Blødninger fra kropsåbninger kan give en indikation af, hvor blødningen har sit ophav. Blodansamlinger i organer i bugen eller bughule kan give mavesmerter og medføre, at mavemuskulaturen spændes. Blodansamlinger i brysthulen kan lede til åndenød, da lungerne fortrænges af blodansamlingen.

Omfanget af ydre og indre blødninger kan groft anslås ud fra forandringerne i personens kredsløb. Større blødninger med væsentlig reduktion af blodvoluminet over kort tid nedsætter hjertets blodfyldning og dermed mængden af blod, hjertet kan pumpe ud per minut (hjertets minutvolumen). Til at begynde med kompenseres faldende blodvolumen delvist ved, at blodkarrene trækker sig sammen. Personen vil typisk blive bleg i huden som tegn på, at blodcirkulationen til huden nedprioriteres. Når kompensationsmekanismerne efterhånden svigter, udvikles svigt i blodcirkulationen (shock). Shock kan udvikles i løbet af få minutter, hvis for eksempel hovedpulsåren (aorta) sprækker, eller det kan udvikle sig over mange timer, hvis der er tale om en mindre, men konstant blødning. Generelt regnes over 15–20 procent tab af blodvolumen som alvorligt, og bliver blodtabet stort nok (over 35–40 procent), kan personen uden behandling dø af for lavt cirkulerende blodvolumen.

Hvis blødningen foregår langsomt, kan det tabte blodvolumen gradvist erstattes ved, at væske fra vævene trækkes ind i karrene. Lav koncentration af hæmoglobin i blodet er da det mest fremtrædende symptom på blødning, da blodet udtyndes af væsken, der mobiliseres.

Ydre blødninger, inklusive blødninger fra pulsårer, kan i mange tilfælde mindskes eller standses ved direkte tryk mod det blødende område med hænderne eller med en stram forbinding, såkaldt kompressionsforbinding. I militær sammenhæng er brug af tourniquet, det vil sige afklemning af en arm eller et ben for at stoppe blodtilstrømning, aktuelt på slagmarken langt fra hospitalet. Brug af sådanne hjælpemidler kræver træning, da forkert brug kan medføre øget blødning eller skade på vigtige strukturer. Indre blødninger kan som hovedregel ikke behandles tilstrækkeligt uden for hospitalet, og det er derfor vigtigt at identificere og prioritere hurtig evakuering af sådanne personer. Der kan dog gives medicin, der kan hjælpe kroppens evne til at standse blødningen.

Uanset blødningsårsag skal alle personer med tegn på større blødning eller udvikling af blødningsshock transporteres til et hospital hurtigst muligt. I sådanne situationer startes ofte tilførsel af væske ind i blodårerne før eller under transport til hospital. Et voksent raskt menneske vil normalt tåle et blodtab på op til 0,5–1 liter uden, at der er behov for at give blod til vedkommende. Beslutningen om at give blod på hospitalet til en person, der har tabt blod, afhænger af omfanget af blodtabet, hvad blodprocenten (hæmoglobin) er, forventet blødning, personens alder samt omfanget af kroniske sygdomme.

• blod
• blodkoagulation
• antikoagulationsbehandling