graviditet

Allerede få dage efter en udebleven menstruation kan en graviditet påvises i en urinprøve ved en graviditetstest, som kan købes på apoteket. Testen er baseret på svangerskabshormonet humant choriongonadotropin (hCG), som udskilles i urinen. Hormonet kan også påvises i en blodprøve. En graviditet vil kunne ses ved en ultralydsscanning fra uge 4-5. Fra uge 6-7 vil der normalt kunne ses et foster med hjerteblink.

I første halvdel af menstruationscyklusafgives der fra hypofysen et follikelstimulerende hormon (FSH), som stimulerer folliklerne i æggestokke til modning. En af folliklerne bliver til en moden follikel, som indeholder den ægcelle, der frigøres ved ægløsning (ovulation) og som bevæger sig over i æggelederen. Her finder en evt. befrugtning sted. I folliklerne produceres hormonet østrogen, som påvirker væksten af livmoderens slimhinde og gør den klar til at modtage det befrugtede æg.

Omkring midten af menstruationscyklus afgiver hypofysen et andet hormon kaldet det luteiniserende hormon (LH), som har tre funktioner:

1. Det får den modnende follikel til at briste, så ægget frigøres.
2. Det omdanner folliklen til det gule legeme (corpus luteum).
3. Det stimulerer det gule legeme til at danne progesteron og til at fortsætte dannelsen af østrogener. Progesteron bidrager også til livmoderslimhindens omdannelse. Progesteron kaldes ofte det graviditetsbevarende hormon, og man mener, at det er med til at hindre livmoderens muskulatur i at trække sig sammen.

Hvis ægget ikke bliver befrugtet, ophører det gule legemes hormonproduktion efter cirka 14 dage. Det øverste lag af livmoderslimhinden går til grunde og udstødes sammen med ægget ved menstruationen.

Hvis ægget bliver befrugtet og vokser ind i livmoderens slimhinde, begynder dannelsen af moderkagen (placenta). Moderkagen danner allerede i den første uge hormonet humant choriongonadotropin (hCG), som stimulerer det gule legeme til at fortsætte produktionen af østrogener og progesteron, så menstruationen udebliver.

I de første to til tre måneder reguleres svangerskabet af hormoner fra æggestokken. Senere finder produktionen af østrogen og progesteron overvejende sted i moderkagen.

Moderkagen producerer en række andre hormoner, herunder humant placenta-laktogen (hPL) og prolaktin.

Ved den screening, som tilbydes i Danmark i 1. trimester (uge 11+4 – 13+6), anvendes to forskellige biomarkører fra en blodprøve sammen med måling af tykkelsen af fosterets nakkefold til at vurdere risikoen for, at fosteret har Downs syndrom. De to biomarkører, der måles, er svangerskabsassocieret plasmaprotein A (PAPP-A) og beta-hCG, som er en del af hCG-molekylet.

Så længe fosteret er i livmoderen, kaldes det et foster, uanset graviditetsugen. Hvis graviditeten ender med en abort før uge 22+0 kaldes det et foster, mens det ved en fødsel efter uge 22+0 kaldes et barn.

Livmoderen gennemgår store forandringer under graviditeten. Hos en ikke-gravid kvinde måler livmoderhulen syv til otte centimeter. Ved terminen måler livmoderhulen cirka 35 centimeter og giver plads til fosteret, moderkagen og ca. én liter fostervand. Livmoderens vægt øges fra omkring 30 gram til cirka et kilo. I 12. graviditetsuge kan toppen af livmoderen føles lige over kønsbenet (symfysen), i uge 20- 24 når den til navlen og i uge 36 næsten til spidsen af brystbenet.

Mellemgulvet (diafragma) vil, når livmoderen vokser, blive hævet ca. 4 cm, mens den nederste del af brystkassens omfang øges 4-7 cm.

I uge 36–40 synker livmoderen som regel tre til fem centimeter nedad og fremad, fordi den del af fosteret, der ligger dybest, begynder at trænge længere ned i bækkenet.

Under graviditeten vokser kvindens brystkirtler under påvirkning af østrogen, progesteron, hPL og prolaktin. Væksten gør brystkirtlerne i stand til at producere mælk. Fedtvævet i brysterne erstattes delvist af kirtelvæv. Mod slutningen af graviditeten begynder kirtlerne at producere en væske, som samler sig i kirtelgangene. Ved pres på kirtelvævet omkring brystvorten kan der ofte udpresses en gullig væske. På grund af kirtlernes vækst bliver brysterne større i omfang. Huden på brysterne får ofte synlige blodårer. Brystvorten bliver større og hæver sig mere op fra hudens niveau. I området omkring brystvorten bliver huden mørkere pigmenteret.

Moderens blodkar udvider sig. Det betyder, at moderens blodtryk ofte falder lidt i 2. trimester og når sin udgangsværdi i løbet af 3. trimester. Blodvolumenet øges med omkring 50 %. Der er større stigning i mængden af blodplasma end af de røde blodlegemer, hvilket fører til, at koncentrationen af hæmoglobin (blodprocenten) falder.

Hjertets arbejde øges, fordi det skal pumpe et større blodvolumen rundt. Minutvolumen (den mængde blod, der pumpes per minut) øges med 40-50 %. Det sker dels ved, at slagvolumen (mængden af blod i hvert hjerteslag) øges, dels ved, at hjertefrekvensen (pulsen) øges.

Når livmoderen vokser, trykker den på de blodkar (vener) i bækkenet, der fører blod tilbage til hjertet. Dette tryk øges i løbet af svangerskabet og er sandsynligvis hovedårsagen til, at der kan opstå hæmorider og åreknuder i løbet af graviditeten.

Iltbehovet til fosteret, moderkagen og den voksende livmoder gør, at den gravides vejrtrækning øges jævnt gennem svangerskabet. Ved slutningen af svangerskabet er den mængde luft, der ind- og udåndes ved hvert åndedrag, øget med omkring 40 %.

Nyrernes arbejde øges også, og de tiltager lidt i størrelse. Nogle gravide oplever smerter, som minder om nyresten i højre side. Dette skyldes et tryk på urinlederen på det sted, hvor den krydser de store blodårer til livmoderen og æggestokkene. Ved en ultralydsscanning kan det ses, at nyrebækkenet er udvidet. Nogle har gavn af at ligge på venstre side. I enkelte tilfælde kan generne være så udtalte, at det er nødvendigt at lægge et kateter i nyrebækkenet for at aflaste.

I mave-tarm-systemet er der nedsat bevægelighed og slappere muskulatur i tarmvæggen. Modstanden i overgangen mellem spiserøret og mavesækken mindskes, og mange oplever sure opstød ligesom forstoppelse er hyppigt

Produktion af hormoner i det gule legeme og i fostervævet hindrer afstødning af livmoderslimhinden. Der kan forekomme nogle små blødninger i begyndelsen af svangerskabet på det tidspunkt, hvor det befrugtede æg implanteres.

Mange oplever at brysterne bliver spændte, ømme og tunge. Blodårerne i huden bliver mere synlige.

Graviditetskvalme (emesis gravidarum) forekommer i større eller mindre grad hos omkring 80 % af alle gravide, mens omtrent 50 % kaster op. Årsagen kendes ikke med sikkerhed. Kvalmen er ofte mest udtalt om morgenen, lidt efter at kvinden er stået op, og den forsvinder igen efter nogle timer. Kvalmen starter typisk fra uge 5-6 og topper omkring uge 9-10 for så at gradvist forsvinde fra uge 14-16.

Graviditetskvalme kan behandles med små, hyppige måltider, eventuelt med kvalmestillende medicin.

Hos optil 3 % af gravide er generne alvorlige, hvilket betegnes hyperemesis gravidarum. Behandlingen tager udgangspunkt i at opretholde kroppens væske- og elektrolytbalance og undgå vægttab. Ud over kvalmestillende midler kan det være nødvendigt med intravenøs tilførsel af væske, elektrolytter, eventuelt vitaminer og næringsstoffer.

Halsbrand forekommer hos omkring 70 % af alle gravide. Det er særligt mod slutningen af graviditeten (3.trimester), at generne er almindelige. Halsbrand hos gravide skyldes antagelig både livmoderens tryk mod mavesækken, som kan presse indholdet op i spiserøret, og svækket peristaltik (tarmbevægelser), som fører til, at føden bliver længere i mavesækken. Generne kan lindres med syreneutraliserende midler.

Forstoppelse skyldes formentlig, at tarmpassagen er langsommere, fordi tarmens bevægelse er svækket, blandt andet på grund af påvirkning af progesteron. Forstoppelse forebygges med fiberholdig kost, fx frugt, grøntsager, fuldkorn, og motion.

Livmoderens tryk mod urinblæren giver en følelse af, at denne er fuld, og vandladningerne bliver hyppigere i svangerskabets første måneder. Ofte aftager generne senere i graviditeten for så at vende tilbage i slutningen, når fosterhovedet trykker på blæren.

Det er almindeligt, at gravide oplever træthed. Dette skyldes formentlig, at hormoner som progesteron og hCG, som begge øges under svangerskabet, kan virke søvndyssende.

Mange gravide får lyst til bestemte typer mad, mens de får aversion mod andre smage eller lugte. Dette skyldes formentlig også de hormonelle forandringer.

Mange gravide oplever øget pigmentering af huden. Dette gælder særligt omkring brystvorterne og i en stribe midt på maven op mod navlen (linea fusca, også kaldet linea nigra, som betyder henholdsvis brun linje og sort linje).

Den stærke udspiling af huden på maven sammen med hormonelle påvirkninger kan føre til bristninger i underhuden, graviditetsstriber (striae gravidarum), som ses som rødlige eller violette striber. Lignende striber kan ses på bryst, lår og sæde som følge af øget aflejring af underhudsfedt. Disse striber forsvinder ikke efter fødslen, men bliver blegere med tiden.

Lægkramper og uro i benene er hyppigt hos gravide. Omkring 20 % af alle gravide oplever uro, hvilket også kaldes "restless legs". Nogle må stå op og gå lidt rundt om natten på grund af dette. I sidste del af graviditeten får mange lægkramper. Disse kan ofte lindres ved at strække benet ud og bøje foden opad mod knæet.

Den øgede belastning og den ændrede holdning under graviditeten kan fremkalde smerter i den nederste del af ryggen.

Bækkensmerter eller bækkenløsning er en dårligt defineret tilstand, som rammer op til 50 % af alle gravide. Hos ca. 15 % er generne så svære, at de medfører indskrænket funktionsniveau. Årsagen til generne er ikke helt klarlagt. Leddenes bevægelighed påvirkes under graviditeten af hormoner, hvilket gør, at bækkenet kan udvide sig. Det betyder formentlig også, at leddene lettere bliver overbelastet.

Behandlingen består i at undgå aktiviteter, som udløser smerter. Nogle har effekt af træning i varmtvandsbassin. Smerterne forsvinder hos langt de fleste i løbet af de første måneder efter fødslen.

Livmoderen trækker sig sammen og slapper af i perioder under hele svangerskabet. Dette kaldes plukkeveer og opleves af de fleste gravide i varierende grad. De bliver kraftigere mod slutningen af graviditeten. Nogle gravide har så kraftige plukkeveer, at det kan være vanskeligt at skelne fra en begyndende (for tidlig) fødsel. Oplevelsen af plukkeveer øges med stigende antal graviditeter.

Bindevævsbåndene, der går fra livmoderen ned i lysken på begge sider, vokser og udsættes for stræk under graviditeten. Det kan medføre stikkende eller jagende smerter i lysken og underlivet. De optræder typisk i 2. trimester og kan lindres ved ro, hvile og varme.

Udflåd er almindeligt under graviditeten. Det normale udflåd er tykt og hvidt og medfører hverken kløe eller svie.

Nogle virusinfektioner, der normalt er ufarlige, kan forårsage alvorlige fosterskader. Det gælder fx røde hunde, lussingesyge og skoldkopper.

Ligeledes kan en infektion med toksoplasmose (haresyge) forårsage fosterskader. Sygdommen giver ofte få symptomer og skyldes en parasit, der kan smitte fra alle slags husdyr, særligt har der været fokus på harer og katte. Gravide opfordres til at undgå råt kød og kontakt med afføring fra katte.

Omkring 10 % af gravide får forhøjet blodtryk, og 2 % udvikler svangerskabsforgiftning (præeklampsi). Svangerskabsforgiftning viser sig ved forhøjet blodtryk, protein i urinen og i nogle tilfælde påvirkede blodprøver. Almindelige symptomer er hovedpine, synsforstyrrelser og væskeophobning i kroppen (ødemer), eller at fosteret ikke vokser som forventet i livmoderen.

Svangerskabsforgiftning kan i sjældne tilfælde være livstruende for både foster og mor. Svangerskabskontrollerne retter sig meget mod at opdage tilstanden. Behandlingen består i at stabilisere blodtrykket og observere den gravide og fosteret. Hvis tilstanden ikke er stabil, kan det være nødvendigt at afslutte graviditeten med kejsersnit eller ved at sætte fødslen i gang.

Uopdaget eller dårligt reguleret diabetes øger risikoen for misdannelser og fosterdød. Der skelnes mellem diabetes, der er kendt fra før graviditeten, og diabetes, der udvikles under graviditeten (gestationel diabetes eller graviditetsdiabetes). Graviditetsdiabetes forsvinder næsten altid efter fødslen, men indebærer en øget risiko for udvikling af diabetes senere i livet.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger går på, at kvinder, der har risikofaktorer, bliver screenet for graviditetsdiabetes. Eksempler på risikofaktorer er diabetes i nær familie, tidligere graviditetsdiabetes, overvægt eller hvis man tidligere har født et barn, som var stort i forhold til graviditetsugen.

I Danmark har alle gravide ret til gratis svangerskabskontroller hos jordemoder og egen læge. Alle gravide tilbydes to ultralydsscanninger, fire til seks konsultationer hos jordemoder og tre hos egen læge.

Ved det første besøg hos egen læge udfyldes svangre- og vandrejournalen. Kvinden informeres om tilbuddet om ultralydsundersøgelser. Der tages blodprøver for at bestemme den gravides blodtype og til doubletest, hvis kvinden ønsker det.

Den første scanning tilbydes i uge 11-13. Her fastlægges terminen, antallet af fostre, og hvis parret ønsker det, bestemmes risikoen for Downs Syndrom og nogle andre kromosomsygdomme. Dette gøres ved at måle tykkelsen af fosterets nakkefold og indtaste denne sammen med resultatet af biomarkørerne i et computerprogram, som kan udregne en risiko. Hvis risikoen er over et vist niveau, tilbydes en invasiv test, oftest i form af en modekagebiopsi (chorionvillibiopsi (CVS)).

Det næste tilbud om ultralydsscanning er i uge 19-21. Denne undersøgelse kaldes ofte misdannelsesscanning, gennemscanning eller type 2-scanning. Formålet er at undersøge fosterets organer, herunder hjerte, hjerne, nyrer og arme og ben, for alvorlige misdannelser. Desuden tjekkes moderkagens placering og fostervandsmængden.

Formålet med de forebyggende jordemoderbesøg er at sikre en sund graviditet og fødsel. Førstegangsfødende tilbydes typisk fem konsultationer, mens flergangsfødende tilbydes fire. Besøgene indeholder samtaler om trivsel og tanker om den kommende fødsel. Desuden måling af blodtryk, urinprøve, evt. lyttes hjertelyd hos fosteret og fosterets vækst bedømmes ved en udvendig undersøgelse. Der rådgives om kost, vitaminer, motion, rygning og fødselsforberedelse.

Der tilbydes tre besøg hos egen læge. Ved det første oprettes svangre- og vandrejournal, og kvinden udspørges om risikofaktorer. Lægen introducerer forskellige tilbud herunder scanninger og valg af fødested. Lægen vejleder ligeledes om livsstil, kosttilskud, medicin og arbejde under graviditeten. Hvis den gravides blodtype er rhesus negativ, tages der en blodprøve i uge 25, hvor barnets rhesus-type bestemmes. Efter fødslen tilbydes et besøg hos egen læge efter otte uger.

Ved afvigelser fra det normale tilbydes gravide i Danmark en eller flere konsultationer ved en fødselslæge. Det kan fx være, hvis kvinden venter tvillinger, tidligere har født ved kejsersnit eller har en medicinsk sygdom, som kan påvirke graviditeten eller fødslen. Fødselslægen lægger en plan for, hvordan og hvor ofte den gravide skal følges og om der skal foretages ekstra ultralydsscanninger. Det er også fødselslægen, der tager stilling til, om man skal anbefale igangsættelse af en fødsel, eller om fødslen skal foregå ved kejsersnit.

Navlestrengen har tre blodkar, to arterier og en vene, og er omgivet af en geléagtig masse. Den danner forbindelsen mellem fosteret og moderkagen. Den er normalt omkring 50 centimeter lang. I moderkagen sker der udveksling af ilt og kuldioxid mellem moderens og fosterets blod. Desuden transporters der næringsstoffer fra mor til foster. Den producerer hormoner, der er nødvendige for en normal graviditet. I moderkagen strømmer moderens og fosterets blod adskilt fra hinanden.

Helt fra begyndelsen er fosteret omgivet af fostervand. De første uger er fostervandet et filtrat af moderens plasma. Fra slutningen af tredje måned indeholder fostervandet en række stoffer, der stammer fra fosteret selv og som udskilles i fosterets urin. Fostervandet skiftes hele tiden ud. Fosteret drikker fostervand, som derved kommer ud i fosterets blod og udskilles i urinen. En del af fostervandet udskilles gennem fosterhinden.

Ved slutningen af graviditeten er mængden af fostervand omkring én liter. Fostervandet beskytter fosteret mod tryk udefra, og det beskytter noget mod afsnøring af navlestrengen. Det letter fosterets bevægelser.

Efter 20-24 uger kan moderen mærke fosterets bevægelser. I femte måned bliver fosterets hud dækket med tynde, silkeagtige hår, de såkaldte uldhår (lanugo). Omkring sjette måned er organerne næsten færdigdannet. Fosteret er da endnu magert med lidt underhudsfedtvæv. Fedtaflejringer sker først i svangerskabets sidste måneder. Huden er nu beskyttet af fosterfedt, der er et tykt, talg-agtigt produkt fra hudkirtlerne.

Ved slutningen af sjette måned kommer øjenvipper og øjenbryn. Hudens røde farve forsvinder efterhånden, fordi blodkarrene ikke længere skinner gennem den tynde hud. Neglene vokser nu frem til toppen af fingrene. Hos piger vokser de ydre kønslæber længere ud end de indre, så skedeåbningen lukker sig. Hos drenge er testiklerne sunket ned i pungen.